Danske brystkræftpatienter dør oftere end svenske

2. marts 2013 13:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske brystkræftpatienter dør oftere end svenske
Billede mangler

Tre år efter de får stillet diagnosen brystkræft, er 89 procent af de danske patienter stadig i live. Det er færre end i vores nordiske nabolande, viser en international undersøgelse, der sammenligner data fra 257.362 brystkræftpatienter fra seks lande.

 

Ifølge undersøgelsen, der offentliggøres i British Journal of Cancer, halter Danmark efter både Norge, Sverige, Canada og Australien, når det gælder chancen for at overleve brystkræft. I de fire lande var overlevelsesprocenten efter tre år mellem 91 og 94, og kun de britiske patienter er ringere stillet end danskerne med en overlevelsesprocent på 87.

Forskerne bag undersøgelsen vurderer, at den forholdsvis lave overlevelsesprocent blandt danske kvinder skyldes, at sundhedsvæsenet på daværende tidspunkt ikke havde et nationale screeningsprogram for brystkræft. Kun 30 procent af de danske patienter har fået konstateret sygdommen i den tidligste fase, mens det gælder for knap halvdelen af patienterne i de øvrige lande i undersøgelsen.

Det bekræftes af seniorstatistiker Gerda Engholm fra Kræftens Bekæmpelse.

»Den dårlige danske stadieinddeling og dermed overlevelse af sygdommen hænger i stort omfang sammen med, at 80 procent af de danske kvinder i alderen 50 til 69 år i undersøgelsesperioden 2004-2007 ikke fik tilbud om organiseret mammografiscreening, hvilket alle kvinder i den aldersgruppe fik i de øvrige deltagende lande,« siger hun til foreningens hjemmeside.

Trods den dårlige danske placering er Peer Christiansen, overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for Danish Breast Cancer Cooperative Group, fortrøstningsfuld på dansk kræftbehandlings vegne.

»Vi er meget optimistiske, for nu vi begynder vi at høste frugterne, efter at det landsdækkende tilbud om mammografiscreening blev en realitet herhjemme tilbage i 2008,« siger han til Kræftens Bekæmpelse.

»Sygdommen bliver opdaget på et langt tidligere stadie end før, hvilket eksempelvis betyder, at langt de fleste kvinder i dag får en mere skånsom behandling med brystbevarende operation,« forklarer Peer Christiansen.

Data for de danske kvinder, der har deltaget i undersøgelsen, er stammer fra årene 2004-2007, mens tallene fra de øvrige lande er fra 2000 til 2007.

Bag undersøgelsen står International Cancer Benchmarking Partnership, som den danske sundhedsstyrelse deltager i og medfinansierer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu