Danske elever går glip af skolefrugt

29. januar 2013 16:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske elever går glip af skolefrugt
Billede mangler

Landets skoleelever har siden 2009 haft mulighed for at få frisk frugt i skolefrikvartererne via en EU-støttet skolefrugtordning. Kravene til ansøgning og dokumentation er imidlertid så omfattende, at mange skoler opgiver på forhånd. Det skriver magasinet Food Culture.

 

Da skolefrugtordningen begyndte i skoleåret 2009/2010, var der 417 støttemodtagere, men i skoleåret 2011/2012 var antallet faldet til 321.

Over de seneste to år er det således kun syv ud af 14 millioner kroner, som er blevet brugt til frisk frugt, mens de resterende syv millioner er røget retur til Bruxelles. Fødevareordførere på tværs af partierne på Christiansborg ønsker, at fødevareminister Mette Gjerskov (S) gør noget ved sagen.

– Jeg vil spørge, om det dog ikke var muligt at bløde op for ansøgningsbureaukratiet, så langt flere får lyst og mulighed for at blive en del af ordningen, siger Rene Christensen (DF).

Camilla Hersom (R) ønsker ligeledes at vende problemstillingen med Mette Gjerskov i nærmeste fremtid.

– Jeg vil tage det her op med ministeren, og undersøge, hvad der er mulighed for at gøre, siger hun.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn mellem fire og 10 år bør spise mellem 300 og 500 gram frugt og grønt om dagen, mens børn og unge over 10 år bør spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Halvdelen af de 300-600 gram skal være grøntsager, gerne grove typer som kål, rodfrugter og bønner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu