Danske embedsmænd under pres

19. april 2013 22:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske embedsmænd under pres
Billede mangler

Tiden er løbet fra det særligt danske system med politisk neutrale topembedsmænd, mener flere forhenværende departementschefer og eksperter. De foreslår, at politikerne overvejer en ændret organisering af centraladministrationen, fordi de øverste embedsmænd i stigende grad beskæftiger sig mere med politiske og taktiske spørgsmål end med neutral faglig og teknisk rådgivning, skriver Berlingske.

 

Tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft tvivler på, om det eksisterende system med partipolitisk neutrale topembedsmænd kan overleve i fremtiden.

»Hvis en embedsmand kritiseres for at agere for politisk, stikker han jo piben ind. Det er en uholdbar situation, og derfor bør man gøre sig tanker om, hvordan man kan indrette systemet på en anden måde,« siger han.

Den forhenværende departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted kalder situationen »et demokratisk problem«.

»Der sidder så mange topembedsmænd i dag, som ikke laver andet end politik. Det er et problem, fordi de jo ikke er folkevalgte. Når flere og flere embedsmænd kritiseres for at agere for politisk, er det også et udtryk for, at det nuværende system ikke fungerer. I mine øjne burde man have lavet det om for lang tid siden,« siger Jørgen Rosted.

Ifølge lektor i Politik og Administration på Roskilde Universitet Birgitte Poulsen er det danske embedsmandssystem »spændt til bristepunktet«.

»Man gør klogt i at kigge mod både Sverige, Norge og England, hvor man har gode erfaringer med at adskille en faglig rådgivning fra en politisk rådgivning,« siger hun.

En løsning kunne være politisk udpegede embedsmænd, der kommer og går med deres minister, men det advarer tidligere finansminister og folketingsformand Thor Pedersen (V) imod.

»Vi bør i stedet finde tilbage til et system, hvor embedsværket varetager den faglige rådgivning og ikke fungerer som ministerens politiske sparringspartner,» siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu