Danske film har svært ved at undgå at vinde priser

16. marts 2013 04:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske film har svært ved at undgå at vinde priser
Billede mangler

En dansk film skal være meget dårlig for ikke at blive nomineret til en eller anden pris et eller andet sted, skriver Jyllands-Posten.

 

Avisen har lavet en opgørelse over de spillefilm, der i perioden 2007-2012 har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut (DFI). Den viser, at hvis man frasorterer familiefilm, så har blot seks ud af 91 film ikke opnået nominering lokalt eller internationalt og kun 20 har ikke vundet en pris.

De mange prisuddelinger har taget overhånd, mener Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen.

»Det er grinagtigt. Der må være grænser for, hvor mange gange man kan blive dansk mester i samme disciplin inden for 14 dage,« siger han til avisen.

I Danmark er der Bodil-, Robert-, Svend.- og Ole-priser og derudover et hav af udenlandske prisuddelinger.

»Vi spekulerer kynisk og skruppelløst i at meddele omverdenen, når vi har vundet noget. Hver eneste provinsby uddeler efterhånden et eller andet,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Han understreger, at priserne har en positiv effekt.

»De kan danne grundlag for finansiering af nye film,« siger han.

Formanden for filmkritikerne, Jacob Wendt Jensen, mener, at medierne bør sortere mere kritisk i de positive meldinger fra producenter og Det Danske Filminstitut.

»Der er så mange priser, at man i denne digitale tidsalder næsten ikke kan undgå at vinde noget, hvis man rundsender sin film længe nok. Der mangler en bundgrænse for, hvad medierne videreformidler,« siger Jacob Wendt Jensen til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu