Danske Ikea-kødboller kommer fra hestkøds-leverandør

26. februar 2013 07:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske Ikea-kødboller kommer fra hestkøds-leverandør
Foto: Colourbox.
Ikea

Kødbollerne i de danske Ikea-varehuse kommer fra samme leverandør som laver kødboller med hestekød i til tjekkiske Ikea-butikker. Foto: Colourbox.

Ikea Danmark bekræfter over for DR Nyheder, at de kødboller, der serveres i de danske varehuse, kommer fra samme leverandør, som leverer kødboller til Tjekkiet. I de tjekkiske Ikea-butikker blev der i går, mandag, fundet hestekød i en leverance, som den svenske leverandør Gunnar Dafgård AB har leveret til Ikeas tjekkiske restauranter og bistroer.

 

Nu har Tina Würgau Lindhardt, som er kommunikationsansvarlig for Ikea Danmark, altså meddelt, at de danske og tjekkiske kødboller kommer fra samme leverandør.

» Jeg kan bekræfte, at kødbollerne til IKEA Danmark leveres af den svenske leverandør, Gunnar Dafgård AB, samme leverandør som leverer til Tjekkiet,« skriver Tina Lindhardt i en mail til DR Nyheder.

Tidligere mandag sagde samme kommunikationsansvarlige til Berlingske Nyhedsbureau, at kødbollerne solgt fra danske restauranter og bistroer ikke er fra samme parti kødboller som det, der blev sporet hestekød i, i Tjekkiet. Man er nu gået i gang med at undersøge, hvorvidt der også er rester af hest i den danske leverance.

»I mellemtiden har vi valgt at stoppe salget af kødboller i vores danske restauranter og bistroer. Det har vi gjort for at lade tvivlen, om end den er meget lille, komme vores danske kunder til gode,« forklarede Tina Würgau Lindharth til Berlingske Nyhedsbureau mandag.

Ikea forventer at få svar på, om kødbollerne, der er solgt i Danmark, har indeholdt hestekød i løbet af nogle dage.

Fødevarestyrelsen meddelte tidligere mandag til politiken.dk, at den ville undersøge Ikeas kødboller efter fundet af hestekød i det tjekkiske parti.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu