Danske kiosker laver slik-fusk for millioner

3. april 2013 12:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske kiosker laver slik-fusk for millioner
Billede mangler

Landets kiosker er fulde af slik fra Sverige lige til at blande og guffe i sig derhjemme. Men karamellen, lakridsen og vingummien er i mange tilfælde ulovligt importeret, og kioskerne mangler dokumentation for, hvor slikket stammer fra, skriver MetroXpress.

I 2012 afslørede Skat gennem 850 kontrolbesøg en række kiosker i at fuske med skatten. 500 kiosker fik bøder, og i 80 procent af tilfældene handlede sagerne om ulovligt importeret slik, typisk hentet i Sverige.

Ofte kan kioskerne nemlig ikke dokumentere, hvor slikket stammer fra, og tit er der hverken faktura på varerne eller blevet ført kasseregnskab.

Skat opkrævede syv millioner kroner i afgifter fra kiosker med rodede regnskaber. Bøden er på 5.000 kroner ved første overtrædelse, en lille straf for en potentiel vingummiskatkiste af fortjenester.

»Når man bare kan tage over på den anden side af Øresundsbroen og købe slik uden punktafgift og til lavere svensk moms, så er der rigtig mange penge på spil,« siger Claus Bøgelund Kegel Nielsen, vicedirektør hos De Samvirkende Købmænd, til Metroxpress.

Sagen skal nu tages op med skatteministeren, siger DFs skatteordfører Dennis Flydtkjær, som mener, der skal tages stilling til, om der er behov for mere kontrol, højere bødestraffe eller lavere afgifter på slik for at komme problemet til livs, skriver Metroxpress.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu