Danske muslimer opfordres til hellig krig

1. marts 2013 04:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske muslimer opfordres til hellig krig
Billede mangler

Via blandt andet sin undervisning i Quba-moskéen på Amager i København og videoer og propagandabilleder på internettet forsøger den radikale imam Abu Ahmed og salafistiske grupper at overbevise unge danske muslimer om at drage i hellig krig i Syrien. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

 

Imamen og salafisterne støtter jihadist-hæren Jabhat al-Nusrah, som har tætte forbindelser til al-Qaeda, og ønsker Syrien omdannet til en islamisk stat.

Imamen nægter at have tilknytning til den hellige krig i Syrien, men kunne fire dage før, det kom frem i medierne, fortælle, at den tidligere Guantanamo-fange, dansk-algerieren Slimane Hadj Abderrahmane, var dræbt i Syrien. Abu Ahmed omtalte ham ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten som en »elev/bror/ven« og ytrede håb om, at han kom i Paradis.

Samtidig har han fortalt sine elever i moskéen, at hellige krigere er »de reneste mennesker«, og at man får syv goder, blandt andet tilgivelse for sine synder, hvis man dør som martyr.

Også en salafistorienteret gruppe, Hjælp4Syrien.DK, opfordrer danske muslimer til hellig krig. Gruppen indsamler penge og reklamerer blandt andet med en ung muslim med en pistol, som ønsker, at han kan »dø for Allahs sag«.

Det vides ikke, hvor mange danske muslimer, der er rejst til Syrien for at føre hellig krig, men ifølge forsker i Jabhat al-Nusrah Noman Benotman kæmper mindst 150 europæere i øjeblikket med Jabhat al-Nusrah i Syrien.

Seniorforsker i ekstremisme Manni Crone vurderer, at der er god grund til at bekymre sig om rekrutteringen fra Danmark til Syrien.

»Vi skal være bekymrede for det, for på et tidspunkt kommer der nogle tilbage, som har erfaring og kontakter og måske er opildnede til også at lave ting i Danmark,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Han bakkes op af den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, der mener, det er »åbenlyst bekymrende«, når en person som imam Abu Ahmed legitimerer, at de unge danske muslimer tager af sted. Magnus Ranstorp understreger samtidig, at imamen nyder stor respekt i visse muslimske kredse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu