Danske virksomheder klar til at ansætte medarbejdere

30. oktober 2011 08:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danske virksomheder klar til at ansætte medarbejdere
Billede mangler

Ny undersøgelse viser, at 72 procent af de danske virksomheder forventer at skulle udvide medarbejderstaben i de kommende år.
 
Ifølge Regus’ årlige undersøgelse, Erhvervstillids-indekset, forventer 72 procent af de adspurgte danske virksomheder, at ansætte flere medarbejdere inden for de kommende to år.
En af de virksomheder, der går med udvidelsesplaner, er Timetomove, der udbyder kurser i salg og kommunikation – både online og traditionelle.
– Vi har indgået et nyt samarbejde, som vil komme til at booste vores arbejde rigtig meget. Det er med et reklamebureau, der har mange af de store detailkæder som kunder, og her skal vi ind og træne deres medarbejdere, fortæller Per Jønsson, der ejer en halvpart i Timetomove.
De nye projekter vil tage fart i løbet af første kvartal 2012 – måske allerede før.
– Det vil betyde, at vi ikke længere kun kan klare os med vores egne instruktører. Vi skal desuden have i hvert fald én fast projektleder, der skal sidde og koordinere det hele, siger han.
Sikkerhed frem for alt
Udover den spirende lyst til flere kollegaer viser rapporten også, at omkring halvdelen af virksomhederne forventer en vækst i både omsætning og indtjening.
– Undersøgelsen viser, at tilliden til fremtiden er gået tilbage stort set alle steder i verden set i forhold til den tilsvarende undersøgelse for seks måneder siden. Danske virksomhedslederes tillid til fremtiden er faktisk også svagt faldende, selvom både profit og omsætning generelt set er på vej op. Set i det lys er det ikke overraskende, at virksomhederne aktivt har intentioner om at investere i deres mest værdifulde aktiv – nemlig medarbejderne, siger Regus’ danske direktør, Michael Aastrup.
Virksomheder går efter fleksibilitet
Regus, der hvert år foretager en global temperaturmåling af virksomhedernes forventninger med Erhvervstillids-indekset, er verdens største leverandør af fleksible arbejdspladsløsninger. Her mærker man netop interessen for at indrette en smidig organisation.
– Danske virksomheder er stadig forsigtigt optimistiske, så i mange tilfælde kan brugen af freelancere være fleksibel og hurtigt skalerbar måde at øge medarbejderstaben på. Og ved at drage fordel af nogle af de fleksible arbejdspladsløsninger, der i dag findes på markedet, kan selv mindre virksomheder etablere sig med lav risiko uden at indgå langvarige lejeaftaler på lokaler eller udstyr. Det er nemmere at skalere forretningen både op og ned på den måde, fortæller Michael Aastrup og bakkes op af undersøgelsen.
Fakta om Regus Erhvervstillids-indeks:

Erhvervstillids-indekset er en måling dannet på baggrund af indsamling af fremadrettede udtalelser kombineret med virksomhedernes faktiske årsomsætning til dato og forventninger til resultat samt forhåbninger til et kommende økonomisk opsving.

Indekset har til formål at give virksomhederne et enkelt referencepunkt for undersøgelsens vigtigste resultater. Indeksets gennemsnitlige udgangspunkt blev sat til indeks 100 i den første udgave i september 2009.

Undersøgelsen i efteråret 2011 bygger på svar fra 12.000 respondenter fra samlet 85 lande – heraf er 50 af besvarelserne fra Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu