Danske virksomheder skal gøre Sydafrika grøn

4. marts 2013 14:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske virksomheder skal gøre Sydafrika grøn
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er i Afrika i denne uge, og hun så på, da Danmarks ambassadør i Sydafrika mandag underskrev en samarbejdsaftale, der skal reducere udledningen af drivhusgas i det afrikanske land.

 

Det skal ske ved at skrue op for andelen af vindenergi i Sydafrikas elforsyning, og med aftalen kan sydafrikanerne trække på dansk vindekspertise. Det vil komme danske virksomheder til gode, lyder det.

»Vi har den viden, der skal til for at hjælpe Sydafrika på vej, og vi har virksomhederne, der kan levere produkterne, så det er en god aftale for begge lande,« siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) på ministeriets hjemmeside.

Ifølge Klima- og Energiministeriet er de mangeårige danske erfaringer med vedvarende energi netop det, som Sydafrika efterspørger i den kommende tid, hvor man vil investere betydeligt i blandt andet vindenergi.

»Hvis vi kan hjælpe et land som Sydafrika med at omstille til mere vedvarende energi og energieffektivitet, er der virkelig en gevinst at hente for klimaet. Sydafrikas udledning af CO2 svarede i 2009 til det halve af Afrikas samlede udledning,« siger Martin Lidegaard.

Den sydafrikanske samarbejdsaftale støttes med 40 millioner kroner under »Klimapuljens Globale Ramme« som en del af den danske udviklingsbistand.

Danmark har lignende samarbejdsaftaler med andre vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Mexico.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu