Dansker anholdt for drab på chauffør

28. juni 2012 18:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansker anholdt for drab på chauffør
Billede mangler

En dansker bosat i Sverige er blandt de anholdte for drabet på en dansk lastbilchauffør ved Hallandsåsen.
Det kom frem på en pressekonference torsdag i Helsingborg. Men svensk politi er stadig meget fåmælte hvad angår detaljer i sagen.
– Hvordan han blev bragt af dage vil vi ikke ind på, siger politikommissær J.B. Cederholm fra kriminalpolitiet i Skåne.
Ifølge svensk politi blev chaufføren formentligt dræbt mellem den 15. og den 16. juni.
De fire anholdte er sidst i 30’erne. De skulle alle være kendte af politiet i forvejen, men dog ikke dømt for noget.
– De anholdte kender hinanden, men hvordan siger vi ikke. Vi kommenterer ikke oplysninger om, at mændene har forbindelse til motorcykelgrupper, siger Cederholm videre ifølge svenske medier.
Ifølge ham har politiet holdt øje med de fire gennem et stykke tid. de blev anholdt torsdag formiddag og politiet har nu tre døgn til at kræve dem varetægtsfængslet.
Men blandt de anholdte er altså en mand med dansk oprindelse, der i dag er bosat i Sverige.
Den 53-årige dansker Steen Damkjær blev dræbt i førerhuset på sin lastbil, da lastbilen holdt på en rasteplads ved Hallandsåsen i det sydlige Sverige.
Danskeren boede i svenske Trelleborg og var tilknyttet rockergruppen Outlaws, der på det seneste har fået flere medlemmer dræbt i Sverige.
Svensk politi vil ikke sige, at de anholdte kommer fra rockermiljøet.
Men svenske medier skriver, at Hells Angels klubhus i Helsingborg og støtteklubben Red Devils i Trelleborg er blevet ransaget i løbet af torsdagen.
Flere personer med tilknytning til Outlaws har i den seneste tid mistet livet. Ifølge svenske medier går mistanken i retning af miljøet omkring Hells Angels.
Torsdag blev der i en af sagerne rejst tiltale mod tre mænd for et drab ved Ronneby, hvor en 49-årig Outlaws blev skudt ned samme dag, som han skulle i retten for tyveri og trusler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu