Dansker lagt for had i Wolfsburg

20. marts 2013 09:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansker lagt for had i Wolfsburg
Billede mangler

Bare to hjemmesejre og 11 scorede mål i 13 kampe. Det er status for danskerklubben Wolfsburg, og en sektion af folkevognsklubbens tilhængere har udset sig en rød-hvid syndebuk for de magre resultater.

Thomas Kahlenberg, der spillede fra start i fredagens 1-1-kamp mod Fortuna Düsseldorf i stedet for den brasilianske playmaker Diego, blev buhet og piftet ud af det grønklædte hjemmepublikum.

– Det gav ingen mening at angribe Thomas på den måde, siger avisen Bilds mangeårige Wolfsburg-reporter, Kurt Hofmann.

– Tilskuere fra langsiden var konstant efter ham, men de kunne have været efter hele holdet undtaget målmanden. Thomas var hverken værre eller bedre end de andre, men han blev gjort til syndebuk. Det var en meget mærkelig situation. Som om dele af publikum blev grebet af en hadefuld stemning og så sig rasende på Thomas, forklarer han.

– Gentager det samme sig til næste hjemmekamp, så må klubben reagere.

Tilråb og pift tangerede en hetz, og kom fra de dele af stadion, hvor de såkaldte ’event-fans sidder. Typisk fans, der er inviteret ind af forretningsforbindelser, tilhører klubbens sponsorportefølje eller bare er almindelige fans. Tilråbene antog et omfang, så Thomas Kahlenbergs danske holdkammerat, Simon Kjær, efter kampen offentligt støttede landsmanden og langede ud efter klubbens fans med ordene:

– Den slags har jeg ingen respekt for.

Thomas Kahlenberg blev ligeledes støttet af anfører og målmand Diego Benaglio:

– Man gør hverken holdet eller den enkelte spiller en tjeneste på den måde. Det skaber usikkerhed og modarbejder holdet.

Det bizarre ved episoden var, at klubbens hårde kerne af fans på den nordlige tribune ikke deltog i den verbale forfølgelse af Thomas Kahlenberg.

– Nord Kurven var ikke med. De har respekt for en spiller som Thomas, som uden at brokke sig spiller den plads, som træneren nu sætter ham til, og de anerkender, at han havde en svær tid under den tidligere træner, Felix Magath, siger Kurt Hofmann.Thomas Kahlenberg kom til Wolfsburg fra Auxerre i 2009, men det ventes ikke, at kontrakten, der udløber til sommer ,bliver forlænget.

– Det kan jeg ikke se. Alle kan se, at han er en dygtig spiller, men han har aldrig fundet sig til rette i Wolfsburg. Hans opstart i 2009 blev ødelagt af en skade, og siden kom Felix Magath til, som gjorde det svært for ham. Han har behov for at finde sig selv som fodboldspiller et andet sted, siger den tyske reporter.

Wolfsburg ligger nummer 13 i Bundesligaen. Langt efter sæson-ambitionerne om en plads i næste sæsons europæiske turneringer.

Næste hjemmekamp er 31. marts mod FC Nürnberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu