Dansker skylder SKAT 191 millioner kroner

15. november 2012 12:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansker skylder SKAT 191 millioner kroner
Billede mangler

En udenlandsdansker bosat i Schweiz jagtes af skattevæsnet, men han er ikke mødt op i fogedretten.
 
En rigmand bosat i udlandet har en skattegæld, som ville få mange til at gå i knæ.
 
Helt præcist skylder han 191.342.522,00 kroner, mener Skat.
 
Der er allerede foretaget arrest i en eller flere af mandens værdier her i landet, men Skat ønsker at sikre flere aktiver.
 
Derfor har myndighederne krævet, at udlandsdanskeren giver en forklaring om sine økonomiske forhold.
 
Men han har nægtet at møde op, og derefter har fogedretten i København bestemt, at politiet kan tage ud for at hente manden.
 
Manøvren ligner dog – i hvert fald foreløbigt – et slag i luften.
 
I hvert fald har mandens advokat gjort opmærksom på, at skyldneren bor i Schweiz, og at Skat ikke skal gøre sig forhåbninger om at gøre arrest i mandens aktiver i alpelandet, fremgår det af Ugeskrift for Retsvæsen.
 
Advokat Morten Samuelsson ønsker ikke over for Ritzau at udtale sig om sagen eller sin klient.
 
Heller ikke advokat Jesper Saugmandsgaard Øe, der hos Kammeradvokaten fører sagen for Skat, vil sige noget.
 
Det er helt usædvanligt, at skattesager mod enkeltpersoner når op på så høje beløb.
 
Under retsmøder i fogedretten har udlandsdanskerens advokat og Skat haft et opgør om, hvorvidt advokaten var bemyndiget til at modtage forkyndelsen.
 
Advokat Samuelsson har tabt slaget i Østre Landsret.
 
Her fastslår dommerne for det første, at det var nok at forkynde indkaldelsen over for advokaten.
 
Og derefter noterer de, at rigmanden uden lovlig grund er udeblevet fra retsmødet, og at politiet derfor kan hente ham, så han kan give oplysninger om sin formue.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu