Danskere i tvivl om kalorie-indtag

8. marts 2013 18:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danskere i tvivl om kalorie-indtag
Billede mangler

Danskerne dør tidligere og har færre sunde leveår end borgere i mange andre vestlige lande, skriver Berlingske fredag, og måske skal en del af årsagen findes i danskernes manglende viden om, hvor mange kalorier, man bør indtage i løbet af dagen.

 

I hvert fald viser en undersøgelse fra Coop Analyse, at kun en ud af fire danskere har styr på, hvad det anbefalede daglige indtag af energi skal ligge på.

»Man kan sige, at sundhed i høj grad handler om almindelig fornuft. Men hvis man kender til kalorier, kan man bedre forholde sig til, hvor stor en forskel der er på forskellige madvarer. For eksempel at en bid af en chokoladebar kan indeholde lige så meget energi, som en hel håndfuld gulerødder. Hvis man kæmper med overvægt, kan den slags være værdifuld viden,« siger Joan Preisler, chefkonsulent i ernæring og sundhed hos Coop.

Undersøgelsen viser desuden, at et flertal af de adspurgte foretrækker energiangivelser i kalorier frem for kilojoule, hvilket også kommer til udtryk ved, at kun seks procent har overblik over, hvor meget energi, de bør indtage, hvis man måler i kilojoule.

Coop Analyse har i undersøgelsen taget udgangspunkt i de Nordiske Næringsstofanbefalinger, hvor kvinder anbefales at indtage 2.200 kalorier om dagen, mens mænd anbefales 2.900 kalorier.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu