Danskerne afviser arktisk uranfest

3. februar 2013 22:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danskerne afviser arktisk uranfest
Billede mangler

Nej tak til uranudvinding i det danske kongerige. 64 pct. af danskerne er enige eller overvejende enige i, at den danske regering bør fastholde nultolerancepolitikken og forhindre udvinding og salg af uran i Grønland. Det viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske.

 

Et flertal i Folketinget – inklusiv Socialdemokraterne og de Radikale – har ellers erklæret sig klar til at ændre den såkaldte nultolerancepolitik, hvis grønlænderne selv ønsker mulighed for at udvinde uran. Siden 1988 har der været enighed om nultolerance over for uran som biprodukt, men nu, hvor et grønlandsk råstofeventyr kan stå for døren, er problematikken igen til diskussion, fordi den kan stoppe jagten på andre råstoffer.

WWF Verdensnaturfonden er »overordnet modstander af udvinding af uran«, siger generalsekretær Gitte Seeberg:

– Det handler meget om penge i øjeblikket, men naturen og miljøet betyder meget i Grønland, så det er vigtigt, at disse ting ikke bliver glemt. De store projekter kommer til at få en kæmpe indflydelse på naturen.

Grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen understreger, at Socialdemokraterne ikke vil stå i vejen for et eventuelt grønlandsk ønske om at ophæve nultolerancen.

– Det er ikke nultolerancen, men de internationale konventioner og traktater, der giver sikkerhed. Her siger Helle Thorning-Schmidt (S) og Kuupik Kleist (IA), at det, der ikke er ratificeret af Grønland, det skal ratificeres. Man vil ikke gå på tværs af nogen internationale konventioner, siger han med henvisning til de arbejdsgrupper, hvis undersøgelser skal sikre, at Grønland lever op til gældende traktater og konventioner på området.

Det grønlandske valg 12. marts kan blive afgørende. Selv om landets råstofdirektorat arbejder på en redegørelse af, hvordan uranudvinding vil påvirke miljø og folkesundhed, har tre grønlandske partier allerede erklæret sig parate til at ophæve nultolerancen. Det største parti, IA, ønsker dog at beholde den.

Blandt SFs vælgere er den største andel af modstandere mod uranudvinding. Gallup-målingen viser, at 71 pct. af de adspurgte ønsker fortsat nultolerance. SF har endnu ikke taget stilling til problematikken, selvom fremtrædende medlemmer af partiets landsledelse i ugens løb har talt for at stå fast på politikken. SF’s politiske ordfører Jesper Petersen kalder danskernes skepsis for »sund«, men mener ikke, at diskussionen er aktuel, før Grønland ønsker at ophæve nultolerancen:

– Vi har intet hastværk med at melde ud. Der er så mange usikkerheder, risici og miljømæssige implikationer i forbindelse med en eventuel uranudvinding, at jeg synes, det er meget letsindigt bare at melde et ja ud, som andre partier har gjort.

Nultolerancepolitikken dækker over en maksimumværdi for den tilladte radioaktive baggrundsstråling, når andre stoffer udvindes. Aktuelt er grænsen 60 gram uran pr. ton klippe (60 ppm). Prøver fra Kvanefjeld i Sydgrønland har vist et uranindhold på 350 ppm, og uden en ophævelse af nultolerancen bliver milliardinvesteringer fra Greenland Minerals & Energy, der ønsker at anlægge miner i området, ikke en realitet.

Diskussionen har skabt en sjælden alliance mellem Enhedslisten og Venstre i dansk politik. De er bekymrede for konsekvenserne af en ophævelse, og Venstres grønlandsordfører Gitte Lillelund Bech advarer mod at gå »på kompromis med principper for kapitalens skyld«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu