Danskerne kræver Thornings øjne på gældskrise

2. januar 2012 07:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danskerne kræver Thornings øjne på gældskrise
Billede mangler

Tre ud af fire danskere mener, at Helle Thorning-Schmidt (S) skal arbejde på at løse problemerne i de gældsplagede eurolande, når hun i dag overtager stafetten i EU.
Det viser en meningsmåling, som Wilke har lavet for Nyhedsbureauet Newspaq op til Danmarks formandskab for EU i første halvdel af 2012.
Og det flugter forbløffende godt med det, som regeringen vil prioritere, vurderer Rebecca Adler-Nissen, adjunkt ved Københavns Universitet. Men det åbner også for store nedture.
“Man kan skuffe dobbelt, fordi man melder ud, at man vil fokusere på økonomien, samtidig med at befolkningen også vil have det, og så kan man virkelig skuffe, hvis man ikke leverer,” siger Rebecca Adler-Nissen til Newspaq.
Helle Thorning skal ifølge EU-eksperten forsøge at samle de 17 eurolande og de 10 lande med egen valuta, så EU ikke splittes i to. Men det kan blive svært, fordi eurolandene buldrer af sted med den såkaldte europagt, der skal sikre kontrol med budgetter, som ikke holder.
“Det økonomiske problem ligger delvist uden for regeringens hænder, så der er en risiko for, at man ikke kan levere varen,” forklarer Rebecca Adler-Nissen.
Knap tre ud af ti danskere ønsker også mere gennemsigtighed i EU på Thornings dagsorden. Også her har regeringen planer om at åbne mere op til forhandlingerne.
“Man har allerede meldt ud, at man vil vise så meget som muligt, fordi forhandlingerne godt kan tåle offentlighedens lys, så man er klar til at åbne op, så befolkningen bedre kan forstå, hvad der foregår,” fortæller EU-eksperten, der også mener, at landsbrugsstøtten og klimadagsordenen formentlig fylder en del hos danskerne.
Undersøgelsen er gennemført i perioden 29. november – 5. december 2011 via internet blandt 521 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år. Usikkerheden er på +-4,33 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu