Danskerne lader pengene stå i LD

19. februar 2013 16:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danskerne lader pengene stå i LD
Billede mangler

Danskerne lader deres penge stå i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Alle medlemmer af LD over 60 år kan kvit og frit hæve deres opsparing, men indtil videre har 266.000 lønmodtagere undladt at gøre det.

Det viser en opgørelse, som LD har lavet. I år har 40.000 fået udbetalt deres tilgodehavende til en samlet værdi på tre milliarder kroner.

Men fordi endnu flere lader deres penge stå, er formuen hos LD vokset med én milliard kroner sidste år.

LD mener selv, at gode afkast er hovedårsagen til, at kun en del af de danskere, der er berettiget til det, hiver deres opsparing ud af pengetanken.

I den pulje, som hedder LD Vælger, var der et afkast på 10 pct. sidste år. Det betyder, at når omkostningerne er trukket fra, er kontoen hos hvert LD-medlem vokset med 9,7 procent.

LD blev dannet  i 1980 på baggrund af indefrosne dyrtidsportioner fra 1977 til 1979. LD fik overført dyrtidsportionerne på i alt 7,7 mia. kr. fra staten. Den pose penge er siden vokset til over 50 milliarder kroner, men efterhånden som tiden går, er det meningen, at LD skal skrumpe.

LD har i dag knap 783.000 medlemmer, der alle har penge til gode fra dyrtidsportionerne, men der bliver færre og færre medlemmer, og der bliver ikke indbetalt flere penge.

Det giver LD en solid udfordring, når de skal investere formuen. LD skal dels sørge for, at der er kontanter nok, så den kan klare udbetalingerne af opsparingen til de danskere, der kræver det. Samtidig skal LD forrente de tilbageværende medlemmers penge bedst muligt.

»Hele vores organisation er indrettet på formuefald og udbetalinger, men medlemmerne trækker lidt den anden vej. Jeg er overbevist om, at det der får mange medlemmer til at lade pengene blive hos LD, selv om de når som helst kunne hæve beløbet, er, at de kan se pengene yngle på kontoen,« siger LDs direktør Dorrit Vanglo.

Gennemsnitsalderen for LD-medlemmerne er i dag 57 år, og 34 procent har passeret de 60 år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu