Danskerne mindst bekymrede for jobbet

25. januar 2012 14:53 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danskerne mindst bekymrede for jobbet
Billede mangler

Selvom den økonomiske krise har trukket sorte skyer ind over det danske arbejdsmarked, så ser de fleste danskere alligevel lyst på deres egen jobsituation.
Det viser en ny såkaldt Eurobarometerundersøgelse fra EU’s statistikkontor ifølge Magasinet Arbejdsmiljø.
To ud tre er tilfredse med deres jobsituation – og 42 procent mener, at den er ‘meget god’.
Kun svenskerne er mere positive end danskerne med 43 procent, der ser lyst og positivt på deres jobsituation.
I EU er det generelt kun ti procent, der har samme holdning.
Mindre end en tredjedel af danskerne mener dog, at det går godt eller meget godt med beskæftigelsen generelt. Og det er en nedgang på 12 procentpoint, siden sidste år, hvor de blev stillet samme spørgsmål.
Lektor i arbejdsmarkedsstudier på Aalborg Universitet Thomas Bredgaard mener, at det er al den negative snak om økonomien, der gør at danskernes bekymringer kammer over.
“Vi overdriver krisens omfang i Danmark. Hvis vi kigger ud over landets grænser, så går det trods alt forholdsvis fornuftigt herhjemme i forhold til andre europæiske lande,” siger han til magasinet Arbejdsmiljø.
Han påpeger, at det var en enormt chok for Danmark, da flere år med rekordbeskæftigelse blev afløst af dyb krise og arbejdsløshed.
“Det handler også om, hvor hurtigt og hvor hårdt krisen ramte, da den kom. Vi troede, vi kunne gå på vandet med så lav arbejdsløshed, at den nærmest ikke kunne registreres i statistikkerne. Så selv om vi stadigvæk ligger fornuftigt sammenlignet med andre lande, så er hastigheden af forandringerne medvirkende til, at vi ser sorte skyer for os,” siger han til Magasinet Arbejdsmiljø.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu