Danskerne tager godt imod vækstplan

28. februar 2013 08:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danskerne tager godt imod vækstplan
Billede mangler

En god idé. Sådan lyder dommen over regeringens vækstpakke fra et flertal af danskerne. En måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, viser, at 54 procent af de adspurgte vender tommelfingeren op og svarer »enig« eller »overvejende enig«, når de bliver spurgt, om den samlede vækstpakke er en god idé. Det skriver b.dk.

Målingen, som er foretaget blandt 1.162 vælgere over 18 år i perioden 26.-27. februar, viser også, at kun 29 procent af de adspurgte er negativt stemte over for regeringens samlede vækstplan.

De positive toner glæder Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke:

»Jamen, jeg synes, det er godt, at danskerne ser det som en god samlet plan,« siger Magnus Heunicke.

Udmeldingen om at reducere den offentlige sektor og skære i kontanthjælp og SU for at give skattelettelser til erhvervslivet har givet anledning til diskussioner i baglandet hos S og SF, men danskerne er altså overordnet positive.

Magnus Heunicke understreger, at planen handler om at skaffe job i den private sektor og dermed fremtidssikre velfærdssamfundet:

»Jeg ved, danskerne er bekymrede over deres arbejde, og om der er råd til velfærd fremover. Denne plan skaffer arbejdspladser til den private sektor, så vi har råd til velfærd fremover.«

Blandt danskerne er der dog udbredt manglende tiltro til, at vækstplanen vil skabe de 150.000 nye job frem mod 2020, som regeringen lover.

51 procent af de adspurgte erklærer sig »uenige« eller »overvejende uenige« i, at det er realistisk, at regeringens plan kan skabe 150.000 nye job frem til 2020. Kun 30 procent erklærer sig omvendt »enige« eller »overvejende enige«.

Gallup-målingen er da heller ikke fuld af lutter gode nyheder for alle regeringspartier. 74 procent af SFs egne vælgere mener, at det er en »dårlig« eller »overvejende dårlig« idé at reducere den offentlige sektor og skære i SUen samt kontanthjælpen for at give skattelettelser til erhvervslivet.

SFs politiske ordfører Jesper Petersen mener ikke, at et regeringsparti kan »rydde bordet fuldstændig« i en forhandling.

»Vi forsøger at præge det med den størrelse, vi nu en gang har. Jeg kan garantere for, at vi sætter fingeraftryk og trækker tingene i vores retning. Vi har lagt vægt på klassisk SF-politik om at få flere folk i arbejde og uddannelse af ufaglærte. Jeg forstår godt, at det er kildent med selskabsskattelettelser. Det er heller ikke noget vi har presset på for, men det er rigtigt af regeringen at lave planen, og i sin helhed bakker vi selvfølgelig op om den,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu