David Miliband bekræfter nyt job i USA

27. marts 2013 08:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
David Miliband bekræfter nyt job i USA
Billede mangler

STORBRITANNIEN: David Miliband forlader det britiske parlament til fordel for et chefjob i en amerikansk velgørenhedsorganisation. Den britiske Labour-politiker bekræfter på sin Twitter-profil, at han »efter nøje overvejelser« har sagt ja til topposten i The International Rescue Committee (IRC).

 

Den 47-årige tidligere udenrigsminister, der i 2010 overraskende blev slået af sin egen lillebror, Ed, ved formandsvalget i Labour, skal være præsident og direktør for organisationen, der har hovedkvarter i New York.

»I hvert arbejde, jeg har udført, i og uden for parlamentet, har jeg søgt at gøre en forskel for de dårligt stillede og sårbare. IRC gør dette på dagsbasis og i stort omfang for nogle af de mest desperate mennesker i verden (…) dette job bringer min personlige historie og mit politiske liv sammen,« skriver David Miliband i et brev til sin kredsformand Alan Donnelly fra South Shields i det nordøstlige England, hvor han har været opstillet siden 2001.

Brevet har han offentliggjort på sin blog.

Siden formandsvalget har David Miliband ført en mere tilbagetrukket tilværelse i det britiske parlament og valgt ikke at være en del af brorens skyggekabinet.

Der har dog ifølge BBC været udbredte rygter om en tilbagevenden til en mere fremtrædende position i partiet, hvor lillebror Ed har insisteret på, at døren stod åben for ham.

»Selvfølgelig er det meget svært at forlade parlamentet og politik, venner og kolleger. Som du ved, ser jeg hver dag den ødelæggelse, denne chokerende regering skaber i vores land, og jeg ønsker mig brændende at se Labour tilbage ved magten. Efter formandsvalget følte jeg, at jeg kunne være mest behjælpelig for partiet i frontlinjen, i South Shields og rundt omkring i landet, frem for på den forreste bænk i parlamentet. Jeg følte, at dette gav Ed den plads og tid, han havde brug for til at lede partiet uden forstyrrelser. Det har han gjort med ægte succes,« skriver David Miliband.

Hans beslutning om at forlade parlamentet til september udløser et suppleringsvalg i South Shields-kredsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu