DBU giver ministeren en kold skulder

7. juni 2012 15:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DBU giver ministeren en kold skulder
Billede mangler

Kulturminister Uffe Elbæk (R) må selv finde vej til ukrainske Kharkiv lørdag aften, for Dansk Boldspil-Union (DBU) ønsker ikke at give ham et lift. Det skriver politiken.dk.
Det var ellers planen, at ministeren skulle følges med de andre repræsentanter i DBU’s delegation, men DBU har meddelt Kulturministeriet, at de ikke vil fragte Uffe Elbæk til kampen i Ukraine.
Årsagen er, at ministeren ikke ønsker at deltage i resten af DBU’s arrangement.
– Ministeren har ikke ønsket at være en del af Uefa’s (det europæiske fodboldforbund) arrangement og dermed også DBU’s arrangement, og så har vi meddelt ham, at vi ikke har plads til ham på vores fly, siger DBU’s kommunikationschef, Lars Berendt, til politiken.dk.
– Vi har den opfattelse, at pladserne hænger sammen. Hvis man er med i flyet, deltager man også i vores arrangement, uddyber Lars Berendt.
Uffe Elbæk har besluttet at rejse til Ukraine, selv om mange andre statsledere i Europa vil boykotte EM-kampene i Ukraine af politiske hensyn.
Det er Ukraines behandling af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som er idømt en fængselsdom på syv år for magtmisbrug, der har rejst debatten om en boykot af slutrunden.
Uffe Elbæk har tidligere oplyst, at vil kombinere fodboldoplevelserne med politiske møder med forskellige aktivist- og oppositionsgrupper.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu