DBU politianmelder matchfixing

28. februar 2013 18:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DBU politianmelder matchfixing
Billede mangler

DBU mener, at der er mere at komme efter i den meget omtalte matchfixing-sag, der foreløbigt er endt med en halvårlig karantæne til fodboldspilleren Kristoffer Wichmann.

DBU frygter, at der er tale om matchfixing med flere personer, der i fællesskab har spillet på kampe, som de er involveret, det såkaldte Niveau 2.

Man mener, at politiet har bedre muligheder for at komme længere med sagen, end man selv har.- Vores muligheder for at foretage de nødvendige undersøgelser er som tidligere nævnt meget begrænsede. Vi står med en række indicier, som vi derfor meget gerne vil bede politiet vurdere, forklarer DBUs sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen, der i øvrigt er hentet til fodboldforbundet fra en stilling i Rigspolitiet.

Politianmeldelsen tager udgangspunkt i spil på en række kampe med Vanløse som den ene deltager. Fælles for kampene, som Vanløse alle tabte, er et usædvanligt spilmønster, og at Vanløse i mindst to af kampene stillede med et ifølge DBU sportsligt svækket hold.

Det var i første omgang Vanløses pokalkamp mod Hvidovre 31. august 2011, der fik klokkerne til at ringe hos DBU. Her blev der foretaget indskud på i alt 48.000 kroner fordelt på 96 kuponer hos 11 forskellige forhandlere i København. Alle indskuddene var på enten 4000 eller 4500 kroner, det vil sige under grænsen på 5000 kroner, der sætter gang i Danske Spils sikkerhedssystem.

Danske Spil spærrede for udbetalingen af gevinster, således at man ikke bare kunne få dem udbetalt uden at skulle give sig til kende. To kvinder dukkede syv måneder senere op og bad om at få gevinsten udbetalt for i alt 18 ud af de 96 kuponer. Efter en samtale med DBU indrømmede de begge to, at de havde forsøgt at få pengene udbetalt på vegne af fodboldspilleren Kristoffer Wichmann, der i øvrigt tidligere har været ansat hos Danske Spil og kender til beløbsgrænsen, der sætter alarmen i gang.

Tre måneder senere henvendte en mand sig til Danske Spil med 17 af de resterende 78 spillekuponer. Manden afviste dog at tale med DBU.

Der var imidlertid ingen forbehold i Danske Spils forretningsbetingelser, der kunne forhindre udbetalingen af gevinsterne.

– DBU har som fodboldforbund ikke de samme efterforskningsmæssige muligheder som politiet.

– På baggrund af omstændighederne ved det usædvanlige indskuds- og spilmønster samt forhandlernet, som Danske Spil kan knytte til Kristoffer Wichmann, vidneudsagnene fra kuponindehaverne RT og CM (de to kvinder, red.) samt ovenstående indicier, ønsker DBU politiets vurdering af, hvorvidt der er begået et strafbart forhold i organiseret fællesskab, lyder det i en pressemeddelelse fra DBU.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu