DBU straffer Bendtner: Et halvt års karantæne

4. marts 2013 16:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DBU straffer Bendtner: Et halvt års karantæne
Billede mangler

Nicklas Bendtner får et halvt års karantæne fra det danske fodboldlandshold. Det melder Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

 

Det sker efter, at DBU mandag eftermiddag har fået bekræftet, at Nicklas Bendtner vil blive sigtet for overtrædelser af Færdselsloven.

Sigtelsen vil omfatte Færdselslovens paragraf 53 om spirituskørsel, efter han natten til søndag blev standset af politiet for at køre imod kørselsretningen i det indre København.

DBU skriver, at unionen respekterer spillernes ret til et privatliv, men at ’spillernes ageren i offentligheden ligeledes bør være i overensstemmelse med fodboldforbundets normer og værdier’.

Og det føler DBU altså ikke, at Nicklas Bendtners eskapader natten til søndag var i overensstemmelse med disse værdier. Derfor har DBU valgt at give Bendtner en ‘landsholdspause’:

– DBU har samtidig bedt ham (Bendtner, red.) nøje overveje, hvorvidt han på et tidspunkt igen vil kunne leve op til de forventninger, såvel fodboldforbundet som offentligheden med rette kan have til ham som person og landsholdsspiller, skriver unionen.-.DBU har i den forbindelse meddelt Nicklas Bendtner, at fodboldforbundet forventer, at han bruger det kommende halve år på disse overvejelser, og at DBU derefter meget gerne tager en dialog med ham om, hvordan han fremover måtte se sig selv bidrage positivt til det forpligtende fællesskab omkring DBU’s Herre A-landshold.

Nicklas Bendtner skal desuden til samtale med landstræner Morten Olsen. Det åbner en kattelem for et comeback til landsholdet inden seks måneder.

– DBU har ligeledes meddelt Nicklas Bendtner, at fodboldforbundet naturligvis også er åben overfor enhver kontakt med ham, som han måtte have behov for i mellemtiden. Såfremt en sådan samtale mellem DBU og Nicklas Bendtner ville kunne føre til et comeback til landsholdet, vil DBU informere om indholdet af en sådan samtale. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu