DBU: Wichmann kan spille alligevel

14. marts 2013 20:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DBU: Wichmann kan spille alligevel
Billede mangler

I februar blev FC Vestsjællands Kristoffer Wichmann idømt et halv års karantæne grundet matchfixing-sagen, hvor spilleren ifølge DBU havde indskudt væddemål på en kamp, han selv spillede med i.

 

Desuden skulle han have forsøgt at sløre sin identitet og ejerskab af kuponerne ved at lade stråmænd indløse gevinsterne. Den afgørelse ankede spilleren med det samme.

Kristoffer Wichmann føler ikke, at han har gjort noget forkert i sagen, og torsdag kom der glædelige nyheder frem for spilleren.

DBU skriver på sin hjemmeside, at Kristoffer Wichmann får lov at optræde for sin vestsjællandske arbejdsgiver, mens politiet efterforsker sagen.

– I dag (torsdag, red.) har DBU’s Appeludvalg behandlet en anmodning fra Kristoffer Wichmanns advokat, Henrik Stagetorn, om at anken af Disciplinærudvalgets kendelse tillægges opsættende virkning, skriver DBU på sin hjemmeside.

– Det har udvalget med henvisning til, at DBU siden har politianmeldt forholdet, valgt at imødekomme, idet det må forventes, at politiets efterforskning vil kunne frembringe oplysninger af betydning for Appeludvalgets afgørelse, skriver DBU.

Wichmann er dog stadig suspenderet i FC Vestsjælland, der fredag forventer at afsløre, om de vil lade ham spille.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu