Engagement og store følelser

27. januar 2013 17:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Engagement og store følelser
Billede mangler

Cykling. Hjulene skal synge forførende og cykelsportens popularitet skal fastholdes, erklærer den nytiltrådte DCU-formand Niels Sørensen.

 

Den anden fortælling handler om medlemsfremgang og popularitet. Guld til Danmark og hvad har vi.

Niels Sørensen er bevidst om, at han som nyvalgt formand for Danmarks Cykle Union (DCU) skal kunne favne det hele.

»Cykelsporten har stor bevågenhed i Danmark, og det skal man bestemt ikke klage over. Det er en sport, hvor engagementet er enormt og hvor der også er store følelser på spil,« påpeger Sørensen.

De store følelser og voldsomme personangreb fik for alvor mæle, da Michael Rasmussen i 2007 blev smidt ud af Tour de France. DCU spillede en central rolle i den danske Tour-stjernes deroute, eftersom det var sportschef Jesper Worre, der brød sin tavshedspligt overfor en journalist og fik medielavinen til at rulle.

Siden har DCU-toppen ofte stået for skud i den del af det danske folkedyb, hvor det er okay at være imod doping, så længe det er en egomanisk amerikaner eller desperate østeuropæere, der forsøger at skyde biokemisk genvej. Men når en dansk holdejer eller en udspekuleret bjergkonge med dansk pas gør det samme, er det snitterne væk og om at gribe momentet for enhver pris.

Oprydning

»Der er et kæmpearbejde i international cykelsport for at få ryddet op og få genskabt troværdigheden. Cykelsporten har selv bragt sig i en situation med de mange dopingsager, så det har været op ad bakke. Men jeg tror på, at man er på rette vej. De sager, der har været også i Tom Lunds tid, skræmmer mig ikke, for der er 365 dage om året, og det er heldigvis kun en mindre del af tiden, man bruger på den slags, erkender Sørensen.

Du har sagt, at du gerne vil gøre DCU til hele Danmarks forbund, hvorfor er det så vigtigt?

»Jo flere, vi er, desto bedre er vi rustet til fremtiden. Derfor skal vi kunne rumme både eliten og de mange motionister, som kommer til i de her år. Med et stort forbund kan vi være med til at sørge for en bedre sikkerhed til løbsarrangementer for både cyklister og de andre trafikanter.«

Har der været en tendens til, at danske cykelklubber havde nok i sig selv?

»Det er DCU som skal sikre, at klubber får nemmere ved at tage imod nye medlemmer. Konkurrencecykling har nok været en lidt lukket verden førhen. Det vil vi gerne gøre op med. Det skal være attraktivt at være medlem af DCU.«

»Der er et meget stort potentiale i de her år. Folk med forstand på sådan noget hævder, at 250.000 dansker bruger cyklen i forbindelse med motion og vi er i dag 25.000 medlemmer, så der er plads til fremgang. Men der skal være et formål med fremgangen og dem, der melder sig ind, skal føle at de får noget for pengene, eller kan det være lige meget.«

Fastholde linien

Hvordan vil du arbejde for at styrke eliten?

Hvis man ser på resultaterne er det nok mere et spørgsmål om at fastholde linien. DCU har fantastisk succes, vi vinder VM-medaljer næsten hvert år og har haft medalje med hjem fra OL i både London og Beijing. Jeg har stor tillid til vores sportslige sektor, så det er ikke dér, jeg skal ind og ændre en hel masse, for Lars Bonde (talentchef, red.) og kompagni gør det rigtig godt.«

Danmark har dannet rammen om meget store arrangementer som VM på landevej, Giro d’Italia og VM på bane, hvad vil du gå efter?

»Jeg kan ikke pege på noget konkret, det er også et idrætspolitisk spørgsmål om et VM er jo ikke bare noget, man får. Men i Danmark har vi i den grad bevist, at vi kan håndtere de store arrangementer. Og vil gerne have flere.«

Hvad har du af forventninger til sæsonen 2013?

På det sportslige niveau, at vores unge talenter gør det godt. Forhåbentlig allerede, når der i næste måned køres VM i banecykling. Lasse Norman Hansen er et oplagt medaljebud og vores 4 km hold kommer også til at køre rigtig stærkt ved VM, håber jeg.«

Hvad er det, der er så fedt ved at cykle?

»At det er så enkelt. Man går bare ind til en forhandler og køber en cykel og så er man i princippet i gang. Når vi snakker konkurrencecykling er den fysiske del også fascinerende. Det er også en sport, hvor taktik og omtanke er med til at gøre dig til en god cykelrytter. Du skal vide en masse om træning og kost også for at ramme toppen.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu