DCU-formand: En advarsel til dem, der er aktive nu

18. marts 2013 21:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DCU-formand: En advarsel til dem, der er aktive nu
Billede mangler

Mandag aften valgte cykelkommentator på TV2 Rolf Sørensen at indrømme, at han i sin aktive karriere i cykelsport i 1990’erne har benyttet sig af præstationsfremmende midler, herunder EPO og kortison.

 

Og den udmelding kommer ikke umiddelbart bag på Dansk Cykle-Unions formand, Niels Sørensen.

– Rolf Sørensen har kørt i en periode, hvorfra mange allerede har indrømmet, så det er ikke nogen kæmpestor overraskelse, at han nu også indrømmer. Derudover synes jeg, at det er godt, at fok står ved deres fortid og tager ansvar for, at de har snydt, siger Niels Sørensen.

Han mener desuden, at Rolf Sørensens indrømmelse kan være med til at hjælpe med at klarlægge, hvordan det var muligt at benytte sig af doping dengang.

– Det, der betyder noget, er, at jo mere viden, vi kan få om den kultur, der var på det tidspunkt og måden cykelrytterne kunne snyde systemerne på, jo bedre kan vi også ruste os til fremtiden, siger Niels Sørensen

– Så i det perspektiv betyder indrømmelserne selvfølgelig noget, siger Niels Sørensen, der dog ikke mener, at Rolf Sørensen indrømmelse alene vil flytte nogle bjerge i cykelsporten.

Til gengæld er Rolf Sørensens indrømmelse en god advarsel til de ryttere, der er aktive nu.

– Godt nok har det i nogen tilfælde taget lang tid, men det viser sig, at snyd ikke betaler sig i længden og at sandheden kommer frem på et tidspunkt. Det er en advarsel til alle unge cykelryttere om, at man skal køre på fair og ordentlig vis. Det er positivt, at dem, der har snydt, også kommer til at stå til ansvar, siger Niels Sørensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu