»De færreste havde forventet, det blev så aggressivt«

4. april 2013 12:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»De færreste havde forventet, det blev så aggressivt«
Billede mangler

Stemningen har nok været lidt mere hektisk end sædvanligt på Asiens største børshus, Tokyo Stock Exchange her til morgen.

I løbet af den sidste cirka halvanden times handel indtil lukketid klokken otte, steg det toneangivende japanske Nikkei-indeks med cirka fire procent og landede i et plus på 2,2 procent.Indekset er dermed samlet steget med over 40 procent det seneste halve år.

Forklaringen var, at der præcist klokken 6.40 landede en meddelelse fra den Japanske Centralbank med en beskrivelse af bankens kommende pengepolitik. Centralbanken har netop afsluttet sit første rentemøde med den nytiltrådte direktør Haruhiko Kuroda i spidsen.

Aggressiv strategi

Og meddelelsen afslørede, at han har tænkt sig at føre en overraskende aggressiv strategi, siger Frank Velling, chefstrateg hos Bank Invest

»Det er altid farligt for en centralbankschef at skuffe markederne med den her slags ting. Men når det er sagt, så tror jeg, at det var de færreste, der havde forventet, at det blev så aggressivt,« siger han til Berlingske Business.

På rentemødet vedtog Centralbankens medlemmer at fastholde sit mål om at få inflationen op på to procent. Det betyder, at den på en periode over to år vil sætte seddelpressen på overarbejde og fordoble sine opkøb af statsobligationer og ETF’er (børshandlede fonde, red.). Også opkøb af virksomhedsobligationer bliver forøget, og derudover vil centralbanken forlænge løbetiderne på statsobligationer med op til 40 år.

Planen betyder blandt andet, at der bliver pumpet penge ud i det japanske samfund, fordi det i høj grad er japanere, der sidder med japanske statsobligationer, virksomhederne får mulighed for at få frisk kapital til lav rente, og kursen på den japanske yen bliver presset ned, så det kan blive nemmere at sælge varer til udlandet.

Alene i dag er den japanske yen faldet med over to procent i forhold til både euroen og den amerikanske dollar. Den positive stemning i Japan ser også ud til at smitte lidt af på de europæiske børshuse, hvor aktierne generelt stiger svagt – det gælder dog ikke i Danmark.

Løser ikke alle Japans problemer

På kort sigt har investorerne da også grund til at glæde sig over udsigten til vækst i Japan. Men man skal ikke tro, at det løser ikke problemer for det mest gældsatte land i den industrialiserede verden , påpeger Frank Velling.

»Der er ikke nogen tvivl om, at man på den korte bane kan skabe noget inflation og der forøger også forventningerne til den økonomiske vækst. Men der står stadig to store problemstillinger tilbage,« siger han og fortsætter:

»Det ene er, at det her sandsynligvis ikke er nok til at styre gældsudviklingen på længere sigt. Det andet er, om man også på længere sigt kan skabe økonomisk vækst, når man samtidig har en enorm demografisk modvind,« siger Frank Velling.

Der skal reformer til

Ifølge chefstrategen vil der om få år være så stor en andel ældre udenfor arbejdsmarkedet i Japan, at væksten vil falde yderligere, hvis produktivitet er uændret.

»Så derfor er det helt centralt, at man får lavet nogle reformer i japansk økonomi for, at væksten ikke skal falde. For hvis ikke man kan skabe økonomisk vækst, så vokser gældsproblemerne, også fordi der bliver færre til at finansiere den, siger Frank Velling og fortsætter:

»Man risikerer på et tidspunkt at blive afhængig af udenlandsk finansiering, og så kan man jo ikke klare sig med en 10-årig obligationsrente på 0,4 procent, som vi landede med i morges. Der er stadigvæk kolossalt store problemer.« 

Ikke udsigt til valutakrig

Op til det seneste G20-møde var der en del kritik af den aggressive japanske linje, som har svækket yennen betydeligt siden efteråret og gjort det svært for udenlandske virksomheder at konkurrere med de japanske. Det gælder eksempelvis franske bilproducenter som Peugeot og Citröen, som ser misundeligt på Toyotas bilsalg.

Frank Velling tror dog ikke, at de nye endnu mere omfattende tiltag for alvor vil genoplive kritikken af Japan og debatten om valutakrig.

»Sagen er jo, at de gør det samme, som de også gør i Storbritannien og USA, de gør de bare mere aggressivt. Men det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at alle er enige i strategien. Jeg tror, at der er panderynker nede i den tyske Bundesbank,« siger han.

Den japanske udmelding lægger pres på Den Europæiske Centralbank, der også holder rentemøde i dag, til snart at sætte gang i yderligere væksttiltag

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu