De har gang i en klodeomcykling

26. marts 2013 12:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
De har gang i en klodeomcykling
Billede mangler

Hvad Coca Cola er i sodavandsindustrien er ASO for cykelsporten. Det franske selskab, der arrangerer Tour de France, er en gigant uden så meget som antydningen af ligemænd, og fra denne magtposition arbejder ASO blandt andet med at møve sig ind på helt nye kommercielle markeder overalt på kloden.

 

Og ASO lægger ikke skjul på, at det er en central del af selskabets mission. Man så det senest mandag, da ASO præsenterede et nyt lille cykelbarn i skikkelse af Saitama Criterium by Le Tour France, som er et endagesløb i den japanske by Saitama, der køres første gang den 26. oktober i år.

»At styrke og udnytte Tour de Frances position over hele verden et stort mål for ASO, og derfor er vi stolte over at kunne observere den entusiasme, som det har skabt at vi har lavet Saitama Criterium by Le Tour de France så langt væk fra hjemlandet fra verdens største cykelbegivenhed,« sagde således ASO-præsident Jean-Etienne Amaury i en pressemeddelelse.

Tag her med på en tur kloden rundt for at se nogle af de markante hjulaftryk ASO har sat på mere jomfruelig cykelasfalt end den franske og belgiske.

Tour du Faso: ASO er blandt andet på det afrikanske kontinent med etapeløbet Tour du Faso. Der findes endnu ikke en dato på løbet i 2013, men det blev kørt i efteråret 2012 og vundet af Rasmane Ouedraogo fra Burkina Faso. Flest overskrifter trak det dog i 2012-udgaven, at løbet blev ramt af den tragedie, at den belgiske deltager Gunther Cuylits døde af et hjertestop få timer efter sejrsceremonien på løbet. Fra 1987 til 1998 var det et rent amatørløb, men i 2005 blev det en del af UCI-kalenderen. Mest kendte vindernavn er nok Maarten Tjallingii fra Holland, der vandt løbet i 2003.

Arctic Tour of Norway: Helt nyt etapeløb i Norge, som køres første gang til august i år. Løbet er netop officielt blevet præsenteret for tre uger siden, og man kender endnu ikke ruten for den første udgave, men der lægges i præsentationsmaterialet op til et løb på fire etape i det helt nordlige Norge – tæt ved polarcirklen. Det er ikke mindst de store norske gennembrud i Touren de senere år, hvor Boasson Hagen og Thor Hushovd har spillet hovedroller, der har gjort ASO interesserede i Norge som marked. Der er høje seertal til cykelløb i Norge, masser af norske cykeltilskuere, der rejser til Tour de France, og også stor interesse for sporten på motionsplan.

Tour of Beijing: Siden 2011 har UCI sendt cykelrytterne til Tour of Beijing i det sene efterår. Det er ikke altid et specielt populært etapeløb blandt mange af rytterne, for hvem sæsonen på dette tidspunkt er begyndt at slutte – så er det ikke lige en lang rejse til Kina og cykelløb under smoggen, der trækker. Men den internationale cykelunion har gjort løbet til en del af World Touren, så de store hold er forpligtede til at dukke op. ASO kan også godt se fidusen i det kinesiske marked og bidrager til begivenheden i forhold til den sportslige afvikling – det vil sige som en slags løbsdirektør.

Tour of Qatar: ASO er arrangør af dette løb i samarbejde med den tidligere cykellegende Eddy Merckx’ firma Paumer. Tour of Qatar har efterhånden fejret 10 års fødselsdag og havde tilbage i 2005 faktisk en dansk vinder i skikkelse af Lars Michaelsen. Løbet afvikles også for kvinder. Qatar er generelt et land, der jagter alt, hvad der minder om store sportsbegivenheder, og det har betydet, at landet skal være vært for VM i fodbold i 2022, VM i herrehåndbold i 2015 – og cykelinteressen er såmænd også blevet belønnet med et værtskab for verdensmesterskaber i 2016.

Tour of Oman: Succesen i Tour of Qatar blev i 2010 fulgt op med etableringen af cykleløbet Tour of Oman. Også her er det et samarbejde mellem Merckx’ Paumer og ASO. Hvor Tour of Qatar i højere grad har været et løb, som sprinterne har brugt til at komme i form, så har man i Tour of Oman lykkedes med at lave ruter, som også sender de store etapeløbsnavne til Mellemøsten i vintermånederne. Det så man blandt andet i år, hvor vi her fik den første direkte duel mellem Alberto Contador og Chris Froome.

La Etapa Argentina by Le Tour de France: Anede du, at mens cykelsæsonen begynder at klinge af i Europa, så er der også gang i et lille etapeløb i Argentina. Løbet blev første gang kørt i 2012, og er i år sat på programmet i slutningen af september – faktisk i samme weekend som mange andre og meget større navne kører om verdensmesterskabet. Men et helt traditionelt cykelløb er det nu heller ikke. Her er åben tilmelding for alle med en gyldig licens, og der køres i forskellige aldersklasser. Og så er ASO med til at arrangere det.

Vuelta a Espana: Tilbage i 2008 købte ASO 49 procent af det store spanske etapeløb, og det har haft en markant betydning for den spanske rundturs evne til at tiltrække sig opmærksomhed ud over landets egne grænser. Det er således i høj grad i kraft af ASO, at man for et år siden fik lavet en ny fireårig aftale med European Boradcasting Union, hvilket sikrer løbet tv-transmission i langt flere lande end tidligere.

Tour of California: USA og cykling er uløseligt forbundet til Tour de France. Det var således Lance Armstrong der med sine syv – dopede skal vi huske – Tour de France-sejre var med til at åbne amerikanernes øjne for sporten, der ellers ikke er specielt stor i USA. Det medførte blandt andet, at man etablerede etapeløbet Tour of California, som er blevet et ret populært løb blandt de største navne i feltet. Også her er ASO inde og lege med, da det er franskmændene, der står for tv-produktionen af løbet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu