De Konservative skraber bunden: Politisk dødsspiral

18. december 2012 05:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
De Konservative skraber bunden: Politisk dødsspiral
Billede mangler

Mandag kom en ny partileder-måling, der endnu en gang bekræfter Konservatives desperate overlevelseskamp – den parlamentariske situation spænder ben for partiet.
 
Alarmklokkerne bimler i tilfældet Konservative. Lars Barfoed skraber bunden, når danskerne uddeler årskarakterer til partilederne i Folketinget.
 
På 12-skalaen opnår Barfoed dumpekarakteren 2,6 – en tilbagegang i forhold til sidste års 3,2, viser Analyse Danmarks måling for Ugebrevet A4.
 
TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe kan ikke få øje på, hvem eller hvad der skal redde Konservative.
 
Partiet havde en vælgeropbakning på 2,7 procent i den seneste Voxmeter-måling for Ritzau og er dermed på vej mod spærregrænsen til Folketinget på to procent.
 Læs også – Anden gang i træk: Her er DKs dårligste partileder
 
– Når man både nærmer sig spærregrænsen og har en partileder, som på den her måde vurderes så lavt, som Barfoed gør, ikke mindst blandt de borgerlige, så er det temmelig alvorligt, siger TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe til Newspaq.
 
For at gøre ondt værre, så synes ingen af de løsninger, der måske kunne stoppe partiets nedadgående spiral, at være realistiske.
 
Den populære klima-kommissær Connie Hedegaard er ikke kommet med udmeldinger, der kunne tolkes som et ønske om at vende tilbage til dansk politik. Og Konservative har ingen oplagte stemmeslugere at udpege som kronprins eller kronprinsesse i øjeblikket.
 
– Der står ikke en række store talenter i kulissen. Partiet er udfordret på persongalleriet uden slagkraftige folk, der kan trænge gennem lydmuren, siger Anders Langballe.
 
Samtidig står partiet og mangler to mandater for at levere et flertal sammen med regeringen. Derfor bliver Lars Barfoed ofte sorteper, forklarer TV 2-redaktøren:
 
– Det betyder, at de konservative mandater ikke er nogle, man sådan set kan regne med på Christiansborg. Det er en vanskelig situation, fordi der altid er partier, der er mere interessante. Det er den udfordring Lars Barfoed bokser med. Når han er ved at have fat, så bliver han overhalet indenom af Venstre eller Dansk Folkeparti.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu