De Radikale kalder toginvestering »historisk«

1. marts 2013 12:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
De Radikale kalder toginvestering »historisk«
Billede mangler

Det er en »historisk stor investering på 27,5 milliarder kroner i dansk jernbane«, der præsenteres på et pressemøde i Statsministeriet klokken 12.

 

Det fortæller de Radikales trafikordfører Andreas Steenberg (R).

»Det kommer til at betyde, at det kun kommer til at tage en time mellem de store byer, for eksempel mellem Odense og København, og det kommer til at betyde, at vi elektrificerer – altså at vi kan køre med eltog i hele Danmark. Det er utrolig godt, for det udleder mindre CO2, og eltog fungerer i modsætning til de tog, vi har i dag,« siger Andreas Steenberg til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen vil hente pengene ved at beskatte selskaberne uden for Dansk Undergrunds Consortium (DUC) hårdere. Det vil blandt andet gå ud over Dong og andre olieselskaber, der opererer i Nordsøen.

Spørgsmål: Hvorfor kun jernbanenettet?

»Jernbanen lider under et århundreds manglende investeringer. Vi har slet ikke fulgt med, og togene kører slet ikke specielt hurtigt, fordi vi i årtier – nærmest i et helt århundrede – ikke har investeret. Og denne regering vil gerne have, at den kollektive trafik kan konkurrere med biler og fly. Investeringen betyder, at man med et eltog kan komme fra Aarhus til København på to timer,« lyder det fra Andreas Steenberg.

I tirsdags kom det frem, at regeringen har opgivet at genforhandle Nordsøaftalen, der løber frem til 2042. Dermed er beskatningen af selskaberne i Dansk Undergrunds Consortium altså uændret.

Til gengæld har Shell, Chevron og A.P. Møller-Mærsk, som udgør Dansk Undergrunds Consortium DUC, accepteret ikke at få del i den selskabsskattelettelse, som ellers er en del af regeringens konkurrenceevnepakke, Vækstplan DK.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu