De selvbetjente kasser vinder frem

18. marts 2013 01:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
De selvbetjente kasser vinder frem
Billede mangler

Hvis du dukker op om morgenen i Føtex i Amagercentret, ender du selv bag kasseapparatet. Supermarkedet beder nemlig kunderne om selv at afslutte deres indkøb i stedet for at stille sig i kø ved en af de velkendte kasselinjer med sorte rullebånd. Kunderne bliver gelejdet hen til selvbetjente skærme, hvor de selv skal finde stregkoderne på varerne og printe deres indkøbsbon ud.
Den selvbetjente udgave af kasseapparatet har for flere år siden vundet indpas i en række store varehuse, skriver Berlingske Business.

 

Mens kunderne slipper for at sige »hej« og »på beløbet« til kasseekspedienten, handler det for butikkernes ejere ikke om at skære i antallet af ansatte, bedyrer man både i IKEA og Føtex. Begge kæder har opstillet selvbetjente kasseapparater til deres kunder, fordi det giver dem valgfrihed.

»Vi betragter det her som et tilbud til vores kunder, hvor de selv kan vælge, hvordan de vil blive betjent. Vi kan se, at det typisk er dem, der ikke har så mange varer og gerne vil springe køen over, der klarer det selv,« siger Steffen Skov Larsen, projektleder i Føtex.

Det udsagn går igen hos IKEA.

»Vi fokuserer på at være tilgængelige for vores kunder, og den her løsning har vist sig at være en løsning, der gavner dem. Men det hjælper selvfølgelig også os, fordi de ikke behøver at vente særlig lang tid,« siger Edward Moreno, kundechef i IKEA Danmark.

Kunderne har nemt ved at omstille sig, oplyser både IKEA og Føtex, der heller ikke oplever et større svind, når kunderne selv klarer at gøre regnskabet op.

»Det her er ikke et besparelsesinitiativ. Det vil jeg gerne holde fast i. Hvis vi har en pose penge, som vi skal bruge på at bemande en butik, kan vi fordele de ressourcer anderledes. Vi har ikke opsagt nogen på grund af det her,« siger projektleder Steffen Skov Larsen fra Føtex.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu