De unge er de bedste betalere

9. august 2012 07:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
De unge er de bedste betalere
Billede mangler

De bliver ofte skudt i skoene, at de er forkælede og økonomisk uansvarlige. Men faktisk udviser den helt unge generation mere mådehold end ældre aldersgrupper.
Tal fra skyldnerregistret RKI viser, at der år for år bliver flere dårlige betalere i alle aldersgrupper over 20 år. Mens der er blevet færre af de 18-20-årige, skriver Politiken torsdag.
Siden 2010 er antallet af de yngste i registret faldet med 5 procent.
– Gæld er et meget stort og stigende samfundsproblem i Danmark, men det er positivt, at de yngste ser ud til at ændre adfærd, siger Kim Bach, kommunikationsdirektør i Experian, der administrerer RKI, til Politiken.
– Vores forklaring er, at de på nu femte år har fået tudet ørerne fulde med, at vi er i en finanskrise. Derfor er de mindre risikovillige end generationerne før dem, der kun oplevede vækst, fortsætter han.
2,4 procent af alle 18-20-årige er nu optaget i RKI. Til sammenligning er 7,2 procent af de 41-50-årige dårlige betalere – en stigning fra 6,7 procent i 2011.
Flere eksperter i finansiel forbrugeradfærd er enige i konklusionen: De yngste er flasket op med en krisebevidsthed og formår derfor bedre end andre aldersgrupper at sætte tæring efter næring.
– De, der i dag er oppe i 20’erne, var med i forbrugsræset og omdannede shoppingcentre til ungdomsklubber. Men de 13-20-årige har lært af krisen, siger fremtidsforsker og ekspert i finansiel forbrugeradfærd Jesper Bo Jensen til Politiken.
– De har set “Luksusfælden” i tv og grint af dem, der optog vanvittige lån, fordi for dem er det ikke god stil at gældsætte sig, vurderer han.
I Nordea nikker forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen genkendende til tendensen:
– Finanskrisen har utvivlsomt gjort mange yngre bevidste om, at den forkerte finansielle beslutning kan blive meget dyr, siger Ann Lehmann Erichsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu