De unge løb med Bodil-statuetterne

17. marts 2013 07:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
De unge løb med Bodil-statuetterne
Billede mangler

Der er nye stjerner på vej op i dansk film – i hvert fald hvis man skal tro Filmmedarbejderforeningen, der lørdag aften uddelte årets Bodil-statuetter.

 

28-årige Mikkel Boe Følsgaard fik således prisen for »Bedste mandlige hovedrolle« for sin portrættering af Christian VII i »En Kongelig Affære« – en kategori, hvor garvede skuespillere som både Mads Mikkelsen og broren Lars Mikkelsen var nomineret. Mads Mikkelsen var ligeledes nomineret for sin hovedrolle i »En Kongelig Affære«, der havde ham i rollen som livlægen Struensee.

I Bodilkomitéens begrundelse lød, at »begrebet drømmedebut slår ikke rigtigt til i dette tilfælde«.

»Følsgaards præstation er bevægende og imponerende på mange planer. Den unge konges labile temperament, voldsomme humørsvingninger og rent ud sagt rørende behov for at knytte sig til »storebroderen« Struensee og dennes moderne ideer.«

»Mikkel Boe Følsgaard går balancegangen med et ungdommeligt overskud og et selvsikkert schwung, som med ét slag gør ham til hofleverandør af kongelig dansk skuespilkunst. Derfor skal han have sin første Bodil, så hun kan holde Bjørnen med selskab,« lød det i komitéens begrundelse med henvisning til den Sølvbjørn, skuespilleren modtog for samme rolle ved filmfestivalen i Berlin.

Også blandt kvinderne, var det de unge, der kunne tage statuetter med hjem. Den 24-årige autodidakte Sara Hjort Ditlevsen fik statuetten for sin hovedrolle i komedien »Undskyld jeg forstyrrer«.

»I det hele taget har manglen på professionel skoling hidtil ikke været nogen hindring for denne spændende unge skuespiller. Nogle gange vinder talent bare frem uanset hvad. (…) Sara Hjort Ditlevsen løser opgaven med bravour, sikrer filmen dens altafgørende følelsesmæssige tyngdepunkt og er i det hele taget bare så hundehamrende god, at hun da selvfølgelig skal have en Bodil,« hed det blandt andet i begrundelsen.

Og Sara Hjort Ditlevsen var ikke engang den yngste, der fik en pris lørdag aften. Den blot 18-årige Frederikke Dahl Hansen blev således hædret for sin birolle i ungdomsfilmen »You and Me Forever«, en kategori, hvor også den nyligt Robert-vindende Trine Dyrholm var nomineret.

»Ikke mange kan bryste sig af at have modtaget en Bodil som teenager, men det kan Frederikke Dahl Hansen, der fylder 19 år om ti dage. Frederikke Dahl Hansen modtager sin Bodil for sit fornemme spil som Maria i Kaspar Munks »You and Me Forever«,« lød det i begrundelsen fra komitéen.

Og sin unge alder til trods har Frederikke Dahl Hansen allerede haft en hovedrolle i en anden ungdomsfilm, »Frit Fald« fra 2011, hvilket også blev fremhævet i begrundelsen:

»Tilsammen udgør Frederikke Dahl Hansens flotte indsats i »Frit fald« og »You And Me Forever« et godt fundament under en karriere, der allerede i så ung en alder rummer mange løfter for fremtiden. Det skal blive spændende at følge Frederikke Dahl Hansens videre færden i dansk film. Vi er stolte over at have hjulpet hende lidt på vej med hendes første Bodil.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu