Debutanterne sejrede for FCN

3. marts 2013 16:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Debutanterne sejrede for FCN
Billede mangler

Det er nok urealistisk at tro, at FC Nordsjælland kommer til at hente FC København i toppen af årets Superliga.

Men Kasper Hjulmands mandskab leverede en fin indsats, da holdet søndag eftermiddag tog imod AC Horsens og vandt 1-0 hjemme på Farum Park.

Sejren blev grundlagt af to debutanter; Kristian Lindberg, der scorede matchvindermålet efter bare ni minutter, startede inde for første gang hos FCN, og én af kampens bedste spillere, Uffe Bech, fejrede også første ‘rigtige’ arbejdsdag i Nordsjælland-trøjen.

– Først og fremmest var det en rigtig god start for os. Vi fik de tre point, vi kom efter. I perioder spiller vi god fodbold, men vi har nogle ting, vi skal arbejde på frem mod kampen mod Midtjylland, sagde Uffe Bech til Canal8 efter kampen.

Den fikse dribler er blevet hentet til klubben fra Lyngby i januar og fortæller, at han er faldet godt til i Farum-klubben.

– Det er generelt et nemt hold at komme ind på. Trænere, ledere og spillere er rigtig dygtige. De er utroligt flinke, og de har taget godt imod mig. Min gode start skyldes ikke mindst mine holdkammerater, sagde Bech.

Også 19-årige Kristian Lindberg, der blev brugt som indskifter i første halvdel af sæsonen, er glad for sin debut i startopstillingen.

– Det var nervepirrende at sidde på bænken i efteråret og ikke kunne gøre noget ved. Så det var rart at få scoret, og vi stod fast og gav dem ikke mange chancer, sagde Kristian Lindberg til Canal8.FCN har ni point op til Superligaens førsteplads, men FCK kan hente det 12-point-store forspring tilbage, hvis hovedstadsklubben besejrer OB søndag aften.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu