Dem uden kontanthjælp skal hjælpes i job

20. januar 2013 22:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dem uden kontanthjælp skal hjælpes i job
Billede mangler

Alle skal have samme hjælp til at komme tilbage i job, mener S-ordfører, der forklarer behovet for reform af kontanthjælpen,
 
Når en ægtefælle med job kan stå i vejen for at få hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, så understreger det et eklatant behov for en grundlæggende ændring af reglerne.
 
Det mener beskæftigelsesordfører hos Socialdemokraterne, Leif Lahn Jensen.
 
Hans melding kommer efter nye beregninger fra FTF, der organiserer 450.000 offentligt og privat ansatte. De viser, at op mod 8000 danskere ikke kvalificerer sig til kontanthjælp, når deres dagpenge løber ud.
 
Flere af statens tilbud til folk uden for arbejdsmarkedet – herunder virksomhedspraktik og private løntilskudsjob – er knyttet til godkendelse i kontanthjælpssystemet.
 
– Det her understreger jo bare, at der er et behov for en reform af kontanthjælpssystemet, hvor vi kigger på, hvordan vi kan fange alle grupper, siger han til Ritzau.
 
Ifølge Leif Lahn Jensen er situationen noget, “der skal kigges på” i den kommende kontanthjælpsforhandling.
 
– Det må være en generel snak i forhold til alle de indsatser, som vi gør. Når vi siger, at vi vil have folk i arbejde, så gælder det alle grupper.
 
Beskæftigelsesordfører for De Radikale, Nadeem Farooq, siger, at der er “andre muligheder” til dem, som måtte miste understøttelsen.
 
– Akutpakken, akutjob og så uddannelsesordningen, som er vores seneste skud på stammen, er blevet til for at spænde et sikkerhedsnet ud under dem, der falder ud af systemet, siger han og henviser til regeringens kommende jobpakke i foråret.
 Spørgsmål: Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager får flere tilbud om jobhjælp, end en borger, der går fra dagpenge til ingen indkomst?
 
– Alle er omfattet af regeringens samlede arbejdsmarkedsindsats, og de fleste tilbud omfatter jo også dem, der falder ud af kontanthjælpssystemet. Og det, synes jeg, er rimeligt, siger Nadeem Farooq.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu