Demokratiet har stadig en chance i Egypten

18. juni 2012 16:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Demokratiet har stadig en chance i Egypten
Billede mangler

Egyptere har besøgt stemmeurner hele weekenden, men inden resultatet af præsidentvalget er blevet offentliggjort, har militærrådet sørget for, at det reelt beholder magten, selvom om der kommer en ny præsident.
Men trods militærrådets forfatningsændring, som giver rådet lovgivende magt og mulighed for at gribe ind i forfatningskomissionens arbejde, er der håb for mere demokrati.
Det mener flere eksperter, heriblandt Jakob Erle, der er direktør fra Danish Egyptian Dialogue Institute i Kairo.
– Demokratiseringsprocessen kommer til at gå langsomt, men det har vi hele tiden vidst, den ville, siger han til Newspaq.
– Man kan håbe, at den kommer til at gå langsomt fremad, ved at der først kommer en forfatning, så et parlament og efterhånden en praksis for, at de forskellige dele af magtsystemerne afbalancerer hinanden, så man begynder at lytte mere til almindelige mennesker, siger han.
Selvom den kommende præsidents indflydelse ser ud til at blive meget begrænset af militærrådet, er der sket ændringer i landet, man kan knytte håb til.
– Der er en meget, meget livlig offentlig debat. Medierne tager alle de forskellige synspunkter op. På den måde er der sket en åbning, som er meget interessant, siger Jakob Erle.
Også lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, mener, at der er håb.
– I det øjeblik man får en stærk præsident, et stærkt parlament og nogle stærke domstole, der alle går sammen, så kan de begynde at udrense militæret, siger hun.
Indtil da vurderer hun, at der vil komme en magtdeling mellem nogle demokratisk valgte politikere på den ene side og militæret på den anden.
– Det er klart, at militærets handling ikke er fremmende for demokratiprocessen. Til gengæld tror jeg ikke, vi kommer til at se et militær, der sætter sig tungt på magten og vil bestemme alt, hvad der skal ske i Egypten. Militærets mål er at bevare de privilegier og den magt, de har, siger hun til Newspaq.
Det endelige resultat af præsidentvalget er endnu ikke blevet offentliggjort, men Det Muslimske Broderskab har erklæret sig som vindere.
Desuden har Egyptens militær ifølge det statslige nyhedsbureau i Kairo sagt, at man ved en ceremoni sidst i juni vil overdrage magten til landets nyvalgte præsident.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu