Den første paverøg stiger til vejrs i eftermiddag

12. marts 2013 11:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Den første paverøg stiger til vejrs i eftermiddag
Billede mangler

VATIKANET: Da Joseph Ratzinger blev til Pave Benedikt XVI i 2005, tog det fire afstemninger og omkring et døgn for kardinalerne at vælge ham, og da hans forgænger, Karol Józef Wojtyla, blev Johannes Paul II i 1978, tog det to døgn og otte afstemninger at nå frem til et resultat.

 

Tirsdag eftermiddag lukkes døren i Det Sixtinske Kapel efter 115 katolske kardinaler under 80 år, der sætter sig sammen under Michelangelos freskomalerier i det såkaldte konklave, der skal udpege det næste religiøse overhoved for verdens omkring 1,2 milliarder katolikker. Og de kommer ikke ud, før mindst 77 af dem peger på den samme kandidat, da paven skal vælges med totredjedeles flertal.

Allerede inden kardinalerne er gået ind i kapellet, er der dog forlydender om, hvem der står til at få en god del af stemmerne.

Det er ifølge avisen Vatican Insider således ventet, at omkring 35 til 40 kardinaler har tænkt sig at stemme på ærkebiskoppen i Milano, Angelo Scola, der nyder opbakning fra en række europæiske og også nogle amerikanske kardinaler.

En anden kandidat, der ventes at høste mange stemmer, er brasilianeren Odilo Pedro Scherer, ærkebiskop i São Paulo. Der er således meldinger om, at han kan få omkring 25 stemmer. En tredje kandidat, der ventes at hente en del stemmer, er canadiske Marc Ouellet, der kan ende med omkring 12 stemmer fra syd- og nordamerikanske kardinaler.

Andre favoritter er ifølge avisen ærkebiskopperne fra Boston og New York, Sean O’Malley og Timothy Dolan, mens også kandidater fra Sri Lanka, Argentina og Filippinerne er blevet nævnt.

Den første afstemning, der altså finder sted sidst på eftermiddagen tirsdag, vil efter alt at dømme fremhæve de indledende favoritter. Fra den næste stemmeafgivelse, der finder sted onsdag formiddag, og frem, vil det ifølge Vatican Insider være muligt at se, om der etableres opbakning til en enkelt eller to kandidater, og hvor stor opbakningen i givet fald er.

Det er dog forventningen, at pavevalget vil trække ud i længere tid denne gang, end det var tilfældet ved de to tidligere konklaver.

»Vi er klar til at gå ind i konklavet, og det vil vare længere tid end det sidste. Det vil vare et par dage. Måske fire eller fem,« sagde den sydafrikanske kardinal Wilfrid Fox Napier ifølge Reuters mandag.

De seneste ni konklaver har i gennemsnit varet godt tre dage, og ingen har stået på i længere tid end fem dage.

Hvor de indledende favoritter så ud til at komme fra afrikanske lande, er det altså ifølge flere medier nu Angelo Scola og Odilo Scherer, der ser ud til at være dem, man skal slå, hvis man gerne vil være pave. Hvis brasilianske Scherer bliver valgt, vil han være den første ikke-europæiske pave i 1.300 år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu