Den gyldne dreng med den mørke side

15. februar 2013 17:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Den gyldne dreng med den mørke side
Billede mangler

Et lille tætpakket retslokale i den sydafrikanske by Pretoria var centrum for verdenspressens opmærksomhed fredag.

 

Iklædt et sort jakkesæt og stenansigt tog den verdensberømte løber Oscar Pistorius plads i retssalen klokken lidt over halv elleve, hvor anklageskriftet blev læst op, og Pistorius officielt blev sigtet for overlagt mord på kæresten Reeva Steenkamp.

Natten til torsdag blev politiet tilkaldt til det eksklusive område Silverwoods, hvor Pistorius, også kendt som Blade Runner, har residens. Da politiet trængte ind i hjemmet, fandt de 30-årige Steenkamp dræbt med fire skud fra en 9 millimeter pistol, som formodes at tilhøre Oscar Pistorius.

Han blev efterfølgende anholdt, og fredagens retsmøde i Pretoria gav et billede af mand på sammenbruddets rand. I løbet af den halve time, Pistorius var i retten, brød han flere gange grædende sammen, mens han havde ansigtet i hænderne, og hele kroppen skælvede.

Den 26-årige verdensstjerne sagde intet i løbet af retsmødet, men sent fredag udsendte familien en pressemeddelelse, hvor de gjorde det helt klart, at Pistorius selv erklærer sig uskyldig.

– Først og vigtigst af alt, så er vores tanker med familien og venner til Reeva Steenkamp. Oscar var i retten i dag (fredag, red), anklaget for at have dræbt hende. De anklager afvises på det stærkeste. Nu må retssystemet gennemføre sin efterforskning og samle bevis, lød et af budskaberne i meddelelsen.

Anklagemyndigheden i Sydafrika planlægger at føre sag mod Pistorius for overlagt mord, som de endda mener, har været planlagt. Forsvarsadvokaten ønskede dog at udsætte kautionshøringen frem til tirsdag for at få bedre tid til at forberede sig, og det indvilligede dommeren i. Forsvareren fik også gennemtrumfet, at Oscar Pistorius skal tilbringe tiden frem til tirsdag i en celle på en politistation og ikke i et statsfængsel.

Selv om Pistorius fastholder sin uskyld, er det væltet frem med oplysninger om hans baggrund, som i høj grad belaster ham. Glansbilledet af det perfekte forbillede for millioner af handicappede verden over er så småt ved at krakelere.

Pistorius havde hele verden med sig, da han som den første handicappede med begge ben amputeret deltog i de rigtige olympiske lege i sommer i London. Han vandt ingen medaljer, men mange hjerter. Millionerne væltede ind på kontoen fra sponsorer som Nike og blandt andet Danske Bank, der ønskede at associere sig med Pistorius.

I Sydafrika blev han nationalhelt, og jublen ville næsten ingen ende tage, da han begyndte at date supermodellen Reeva Steenkamp. Da parret første gang trådte offentligt frem, lød det fra Pistorius’ ekskæreste Samantha Taylor, at han ikke var den person, som alle troede, han var.

Det vakte siden opsigt, da Oscar Pistorius i flere interview fortalte om sin fascination af våben. Han forklarede, at han nogle gange tog på skydebanen om natten. Blade Runner afslørede desuden, at han altid sov med sin pistol ved natbordet, og derudover havde han et baseballbat og en maskinpistol i soveværelset.

Men torsdag kom det også frem, at Pistorius i 2009 tilbragte en nat i detentionen for en voldelig hændelse mod en kvinde. Episoden foregik også i Pistorius’ hjem i forbindelse med en fest, men anklagen blev siden droppet. Bekendte har fortalt, at atletikfænomenet har et voldsomt temperament og ofte hidser sig op over små ting. Men endnu ved ingen, hvad der førte til de tragiske omstændigheder natten til torsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu