Den originale Holger Danske er til salg

15. april 2013 10:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Den originale Holger Danske er til salg
Billede mangler

Dybt i Kronborgs kolde kasematter sidder Holger Danske og sover med skægget i bordet. Men når Danmark er truet, vågner han, klar til dåd, siger sagnet.

 

Skulpturen på slottet er dog kun en kopi. Originalen i bronze står ved Hotel Marienlyst i Helsingør, og nu kan pengestærke købere får fingre i deres helt egen del af danmarkshistorien. Ifølge Helsingør Dagblad har hotellet sat Holger Danske til salg, noget koncerndirektør Ulrik Finnemann bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi har gennem en årrække forsøgt at sælge skulpturen til de relevante myndigheder, men vi har ikke kunne blive enige om vilkårene. Derfor sætter vi den nu til salg på Lauritz.com,« siger han.

Ifølge Ulrik Finnemann så Hotel Marienlyst gerne, at den originale Holger Danske blev opstillet et mere »passende« sted end ved indgangen til hotellet. Men det bliver altså en privat køber, der efter al sandsynlighed overtager skulpturen.

»Vi har ikke kunnet blive enige med de statslige myndigheder om prisen, og der er også en række andre vilkår, der skiller os. Det er ærgerligt, men vi har aldrig brugt skulpturen til noget kommercielt, så vi har ikke det store vemod med at skille os af med den,« siger koncerndirektøren.

Originalskulpturen blev bestilt til Hotel Marienlyst i 1907. Den er udført i bronze af billedhuggeren Hans Peder Pedersen-Dan, der støbte skulpturen på baggrund af et gipsfigur. Versionen i gips blev efterfølgende placeret i Kronborgs kasematter, hvor den blev ødelagt af fugt og erstattet med en betonkopi i 1985.

Ifølge Helsingør Dagblad lyder det foreløbige bud på Holger Danske på 1,7 millioner kroner, men Ulrik Finnemann vil til Berlingske Nyhedsbureau ikke fortælle, hvor meget hotellet forventer at tjene på salget.

»Det er jo svært at sætte værdi på sådan en speciel ting, der har så meget historie. Jeg ved ikke, hvad den er værd. Jeg har naturligvis en forventning, men jeg vil ikke sige, hvad den er,« lyder det fra direktøren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu