Den sidste mand trådte frem med sin løgn

18. marts 2013 21:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Den sidste mand trådte frem med sin løgn
Billede mangler

Illusionen om at Rolf Sørensen kørte på vand og brød i sin cykelkarriere eksisterer ikke længere. I går erkendte Sørensen, at han har været dopet med både EPO og kortison. De 53 sejre i tiden som professionel blev vundet på falsk grundlag.

 

»Jamen, jeg vælger at fortælle det, som jeg tror, de fleste folk har insinueret i lang tid – at jeg også har været dopet, at jeg også har brugt epo og i tilfælde også stoffet kortison,« sagde Rolf Sørensen i går aftes til TV2.

Som Sørensen selv nævner, så kommer indrømmelserne i realiteten ikke som det store chok. Mistanken har hængt som en tung sky over Rolf Sørensen, siden han stoppede sin aktive karriere for mere end 10 år siden. Men Sørensen har stædigt holdt fast i, at han aldrig har benyttet sig af doping. Det tætteste den tidligere cykelrytter har været på at fortælle sandheden kom i en bog i sommer, hvor han skrev, at han havde ’gået lige til grænsen. Indtil i går var det så langt Rolf Sørensen ønskede at gå.

»Selvfølgelig er jeg ked af det og angrer de lorte år i 90-’erne. Jeg er utrolig ydmyg og ked af de ting, der er sket i de år – måske mest af alt, at løgnen har været så langtrukken,« sagde Rolf Sørensen og fortsatte.

»Men tingene eskalerede i 90’erne, og man skulle tage stilling til, om man ville være med på topniveauet, og om man turde tage de chancer, der skulle tages til det«.

Rolf Sørensens bekendelser fuldender cirklen af tidligere danske profilerede cykelryttere, der har indrømmet at have dopet sig. Jesper Skibby, Brian Holm, Bo Hamburger, Bjarne Riis og senest Michael Rasmussen har alle bekendt kulør. Men det var en joke ved navn ’Rolf er ren, som bare blev ved med at sprede sig, der i sidste ende pressede Rolf Sørensen til at stå frem med sin historie.

»Den her dobbeltløgn med ’Rolf er ren-dyrkelse, tror jeg, er folk trætte af. Det, der startede som en joke, er blevet en latterliggørelse. Den vil jeg da helst være foruden. Så måske hellere være ærlig og sige tingene, som de er,« sagde Rolf Sørensen i går aftes.

Ligesom mange af sine tidligere kollegaer ønsker Rolf Sørensen ikke at nævne navne i forbindelse med sin omgang med doping. I stedet fastholder Sørensen, at han udelukkende selv skaffede det og indtog det.

»Det (doping, red.) har været meget, meget nemt at få fat i. Jeg tror nærmest, at man kunne købe det på apoteket. Sværere var det ikke. Det har jeg selv sørget for. Der var ikke nogen mellemhandlere. Jeg har selv sørget for at få fat i det. Og selv taget det,« sagde Sørensen.

Siden 2006 har Rolf Sørensen ageret ekspertkommentator på TV2 Sporten under alle større cykelløb. Den opgave får Rolf Sørensen lov til at holde fast i, for TV2 agter ikke at fyre ham på baggrund af gårsdagens indrømmelser.

»Jeg har hele tiden bakket Rolf Sørensen op og følt, at han var den bedste cykelekspert i Danmark, og efter dagens (i går, red.) beslutning om at stå frem, føler jeg, at han er endnu mere værd for TV 2 Sporten som ekspert,« siger Tv-stationens sportschef, Frederik Lauesen.

Umiddelbart kunne det ligne, at TV2 har sat et ekstra pres på Rolf Sørensen, men sådan forholder det sig ikke, siger sportschefen.

»Det er en privat beslutning, at Rolf Sørensen står frem, og jeg synes det er glædeligt, at han har valgt at stå frem og bekende tidligere tiders synder,« siger Frederik Lauesen, der dog har haft en række samtaler med Rolf Sørensen inden offentliggørelsen.

dermed at der stadigvæk lagt op til, at Rolf Sørensen skal fylde TV2’s sendeflade, når Tour de France til sommer ruller over skærmen. Det bliver stadigvæk med Dennis Ritter og Jørgen Leth ved sin siden, og sidstnævnte er faktisk glad for Rolf Sørensens bekendelse.

»Det er en lettelse både for Rolf (Sørensen, red.), men også for mig. Der har været ekstremt meget pres på i lang tid. Nu skal Rolf (Sørensen, red.) ikke længere kæmpe med den mistænkeliggørelse. Det glæder mig,« siger Jørgen Leth fra Haiti, hvor han som altid opholder sig, når det er vinter i Danmark.

Han har ikke personligt talt med Rolf Sørensen, men forventer at møde ham personligt, når de efter planen skal kommentere Paris-Roubaix i begyndelsen af april. Til den tid vil han ikke afkræve hverken svar eller yderligere forklaringer fra Rolf Sørensen. Han er allerede blevet jagtet nok.

»Kampagnen med ’ROLF er ren har været hård ved ham, det ved jeg, for det har han personligt sagt til mig. Jeg synes, det er synd for ham, og han har været udsat for en hård omgang. Det er uretfærdigt at latterliggøre ham på den måde, for Rolf (Sørensen, red.) er ikke latterlig, han er en stolt mand, der har haft svært ved at forklare sig. Derfor vil jeg også ønske ham tillykke med indrømmelsen. Nu er alt sluppet ud,« siger Jørgen Leth.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu