Den største EU-fejltagelse i meget lang tid

22. marts 2013 12:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Den største EU-fejltagelse i meget lang tid
Billede mangler

Efter at topforhandlere i Eurozonen i går aftes havde holdt telekonference om Cypern, udsendte de en erklæring, hvor de forsikrer, at de stadig er villige til at hjælpe det cypriotiske folk i bestræbelserne på at skabe en stabil økonomi.

Erklæringen er på bare 12 linjer, men særligt én linje bør man lægge særligt mærke til.

»Eurogruppen genbekræfter vigtigheden af fuldt garanterede depositums under 100.000 euro i EU.«

Det lyder måske som en sidebemærkning, men i virkeligheden er det en indrømmelse af, at Eurogruppen i sidste weekend lavede den »største politiske fejl« i meget lang tid, mener Frank Øland, senioranalytiker i Danske Bank.

»Når man siger, at det er vigtigt at sikre indskud på under 100.000 euro, så går man jo stik imod, det man var i gang med i sidste weekend, hvor man åbenbart godt synes, at man kunne tage folks indskud,« siger han og fortsætter:

»Ugen er gået med, at alle har haft travlt med at sige, at det ikke var deres idé. Og nu har man så fundet behov for at udsende det her statement,« siger Frank Øland.

Indskydergaranti centralt princip i EU

Princippet om at garantere alle indskud på under 100.000 euro er en del af den indskydergaranti, man i eurogruppen er blevet enige om, at alle lande skal forpligte sig til for at sikre troværdigheden til den finansielle sektor.

»Grunden til at man har sådan en indskydergaranti er jo, at man skal kunne sove trygt om natten og at man ikke skal være bekymret for, at banker går ned. For hvis man kan risikere at miste sine penge, så med det samme der kommer rygter om, at en bank går ned, så vil alle hæve deres penge. Og så bliver det selvopfyldende rygter,« siger Frank Øland.

Men i kampens hede kan det være svært at stå fast på sine principper. Og det var tilsyneladende det, der skete for Eurolandenes topforhandlere, da de i sidste uge strikkede en redningsplan sammen til Cypern.

EU og Den internationale Valutafond krævede, at cyprioterne selv lagde 5,8 milliarder euro på bordet og foreslog, at de skulle tages via en engangsafgift fra de mange rigmænd, der har konti i de cypriotiske banker på over 100.000 euro.

Men det ville betyde, at afgiften ville lande på omkring 15 procent, hvilket ifølge Cypern var uacceptabelt højt. Derfor blev det endelige forslag, som blev sendt til afstemning i det cypriotiske parlament en løsning, hvor bankkonti på under 100.000 euro blev pålagt en engangsafgift på 6,75 procent, mens rigere bankkunder skulle betale en afgift på 9,9 procent af deres bankformue.

Rystelser på de finansielle markeder 

Forslaget nåede om at beskatte helt almindelige bankkunder var dog ikke spiseligt for det cypriotiske parlament og blev hurtigt ryddet af bordet. Alligevel sendte det rystelser ud på de finansielle markeder, hvor der over en bred kam var faldende aktier.

Investorerne var blevet bange for, at det cypriotiske eksempel ville kunne danne præcedens i andre lande, og især de spanske banker fik en hård medfart.

»Nu kom pludselig en situation, hvor det der var helt sikkert ikke helt sikkert alligevel. Når man kunne give Cypern sådan et forslag, ville man så også kunne gentage det. Det sætter en ny standard. For hvad nu hvis man mangler 100 milliarder i de spanske banker, vil man så også tage 6-7 procent af folks indskud der? Og hvis der mangler rigtig mange penge, kunne man så finde på at tage 20 eller 30 procent?,« siger Frank Øland.

Status for Cypern er nu, at landet kæmper mod tiden. Den ultimative deadline er næste tirsdag, hvor Den Europæiske Centralbank har annonceret, at den vil kappe livlinjen til de cypriotiske banker, hvis ikke der kommer en løsning på bordet.

Indtil da holder bankerne på Cypern lukket for at undgå et stormløb af folk, der vil hæve deres penge. Den cypriotiske finansminister Michalis Sarris har i de sidste par dage været med hatten i hånden på besøg i Rusland.

Muligheden for at russisk hjælp virkede ikke helt usandsynligt, eftersom Rusland er den største investor i Cypern og mange russiske rigmænd har konti i Cypern. Et af emnerne var at lade russerne købe sig ind i cypriotiske gasfelter. 

Forlod Rusland uden resultat

Men da Sarris her til morgen forlod Moskva var meldingen, at forhandlingerne var endt uden resultat. Frank Øland føler sig dog ikke helt overbevist om, at den russiske forbindelse er kappet.

»Rusland ved jo godt, at Cyperns deadline er engang tirsdag morgen, når bankerne efter planen skal åbne igen. Så hvis man eksempelvis vil købe nogle naturgasreserver af Cypern, så kan det godt være, at prisen på søndag er bedre end prisen i dag, « siger han.

De fleste eksperter forventer dog stadig, at Cypern bliver enige med EU og Den Internationale Valutafond bliver enige om en redningsplan. En redningsplan hvor princippet om at sikre bankkunder med konti på over 100.000 euro igen er naglet fast.

»De finansministre der har siddet en sen fredag nat og tidlig lørdag morgen i sidste uge og troet, at de havde fundet en god løsning, har nu hørt et kor af eksperter og økonomer, der siger, at det simpelthen er den største politikfejl i meget lang tid. Og derfor er de heldigvis kommet til deres sunde fornuft.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu