Den tyske Rigsdag godkender billiard-lån

27. februar 2012 20:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Den tyske Rigsdag godkender billiard-lån
Billede mangler

Tysklands parlament, Rigsdagen, har ved en afstemning mandag godkendt den anden store redningspakke til Grækenland, som skal hjælpe det gældsplagede land gennem finanskrisen.
Gældspakken blev vedtaget med stort flertal, hvor 496 stemte for, mens 90 parlamentarikere stemte imod, skriver Reuters.
Gældspakken indeholder et lån på 130 milliarder euro (966, 8 milliarder kroner, red.) samt en nedskrivning af den græske gæld på 110 milliarder euro (820 milliarder kroner, red.).
Den tyske kansler, Angela Merkel, understregede mandag i en tale til Rigsdagen, at det vil “tage år”, før finanskrisen i Europa er overstået.
Pakken er blevet vedtaget i parlamentet, selvom der hersker stor utilfredshed i den tyske befolkning.
En meningsmåling viste søndag, at 62 pct. af tyskerne er modstandere af gældspakken, mens kun 33 pct. bakker den op.
Det er dog nødvendigt at godkende gældspakken, for hvis Grækenland går konkurs, risikerer euroen at bukke under, understregede Angela Merkel yderligere.
“Europa fejler, hvis euroen fejler. Det her handler ikke kun om nedskæringer, det handler om at gøre Grækenland mere konkurrencedygtig,” siger Angela Merkel, der dog også understregede, at redningspakken ikke er en garanti for, at grækerne ikke havner i økonomiske problemer igen.
Kilde: Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu