Depardieu hyldet af russisk bystyre

23. februar 2013 18:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Depardieu hyldet af russisk bystyre
Billede mangler

RUSLAND: Den franske skuespiller Gerard Depardieu blev lørdag officielt registreret som beboer i byen Saransk i Rusland, hvor han planlægger at åbne en restaurant fjernt fra høje franske indkomstskatter.

 

Ifølge Reuters var Depardieu lørdag i Saransk, der ligger 620 kilometer øst for Moskva, for at modtage et stempel i sit nyligt udstedte russiske pas som symbol på, at han nu er beboer i byen. Depardieu blev hyldet ved en storslået ceremoni med deltagelse af repræsentanter fra bystyret og med optræden af sangere klædt i folkedragter.

Depardieu flyttede til Belgien sidste år for at undgå en planlagt beskatning på 75 procent for millionærer i hjemlandet Frankrig. Siden valgte han at flytte igen – denne gang til Rusland, hvor præsident Putin gav ham statsborgerskab i januar. Rusland har en flad indkomstskat på 13 procent.

Depardieu har dog sagt, at flytningen ikke handler om at undgå høje skatter.

»Det her er ikke en formalitet. Det er fordi, jeg har tænkt mig at komme her ofte,« sagde Depardieu ifølge Reuters.

Depardieu planlægger at åbne en restaurant i Saransk, »hvor det arbejdende folk vil tage hen for at få en bid brød,« som han siger ifølge Reuters.

Ifølge russiske medier har Depardieu også planer om at bygge et mindre hus i byens landlige udkant. Depardieu er for nuværende officielt registreret som beboer i en lejlighed i byen, der ejes af slægtninge til en ven.

BNB/Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu