»Departementschef følte pres fra Troels Lund«

15. marts 2013 13:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»Departementschef følte pres fra Troels Lund«
Billede mangler

Da udkastet til afgørelsen i statsminister Helle Thorning-Schmidts og hendes mands skattesag lå klar i september 2010, følte daværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, sig under pres fra sin minister, Troels Lund Poulsen (V), og hans spindoktor Peter Arnfeldt.

 

Det fortalte fagdirektør i Skat, Ivar Nordland, da han fredag vidnede i Skattesagskommissionen.

Skatteafgørelsen lå klar 16. september 2010, og samme aften ringede Peter Loft til Ivar Nordland for at få svar på en række spørgsmål om rigtigheden af afgørelsen, som siger, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark.

Peter Loft ville have Ivar Nordlands vurdering af, hvorfor det ikke ligeså godt kunne være den modsatte afgørelse og han blev ved med at stille spørgsmålet, fortæller Ivar Nordland.

Til sidste spurgte Ivar Nordland: »Hvor vil du hen, Peter?«

»Ja, jeg er jo under pres fra den gode minister og hans spindoktor,« svarede Peter Loft ifølge Ivar Nordland.

Det blev ikke klart for Ivar Nordland hvilken form for pres, Peter Loft var under, men Nordland opfattede det sådan, at Peter Loft efterlyste argumenter for, at Stephen Kinnock alligevel var skattepligtig i Danmark.

»Det er egentlig ret klart. Det er den vej, han fisker. Han sagde ikke noget om, hvorvidt han var enig i afgørelsen, han spurgte bare, hvorfor den ikke kunne være den modsatte. Og det forklarede jeg så, hvorfor den ikke kunne,« siger Ivar Nordland i vidneskranken.

Peter Loft skal selv afgive forklaring for Skattesagskommissionen over to omgange henholdsvis 4. april og 13. maj.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu