Derfor passer Thorning til EU-toppost

19. september 2012 18:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Derfor passer Thorning til EU-toppost
Billede mangler

Der er ifølge den ansete britiske avis Financial Times’ chefkorrespondent i Bruxelles flere gode grunde til, at avisen i et blogindlæg har nævnt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som et muligt bud på en afløser for EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.
Chefkorrespondent Peter Spiegel understreger over for Ritzau, at det stadig er tidligt. Og at Financial Times ikke er noget EU-sandhedsorakel.
Han siger, at avisens liste over mulige kandidater, som blev offentliggjort i en blog i mandags, er baseret på en hurtig rundspørge til embedsmænd og parlamentsmedlemmer i Bruxelles.
– Men vi kan konstatere, at vi kan sætte hak i mange vigtige bokse ud for hendes navn, siger Spiegel, der mener, at Thorning er en stærk kandidat, hvis man ønsker en tidligere regeringsleder i jobbet, når Barrosos tid er slut midt i 2014.
Han opstiller en håndfuld kriterier, som den danske statsminister opfylder.
* Hun er kvinde.
* Man er nødt til at give et af EU’s topjob til en person fra et land uden for euroen.
* Hun kommer fra et centrumvenstre parti, og lige nu sidder der centrumhøjre politikere på begge EU’s topjob. Og Thorning er nu ved at være den centrumvenstre politiker, der har regeret længst.
* Hun er tidligere medlem af EU-Parlamentet og tidligere elev på Europakollegiet i Brügge. Det elsker de i Bruxelles.
* Hun gjorde det godt under det danske EU-formandskab.
Peter Spiegel vurderer, at der er stor sandsynlighed for, at det bliver en tidligere regeringsleder, der tager over efter Barroso.
Og mens EU’s justitskommissær Viviane Reding lige nu ser ud til at være systemets kandidat, er Thorning og den polske premierminister, Donald Tusk, de navne, der bliver nævnt af flest.
Selv om det er “Merkels job, hvis hun vil have det”, siger Spiegel med henvisning til den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
– Det kan godt være, det danske formandskab blev noget kritiseret derhjemme. Men i Bruxelles blev det meget rost. Før Danmark var det polakkerne, og de løb meget rundt og holdt taler.
– Det danske formandskab var ikke “flashy”. Men det fik gennemført ting og virkede effektivt, siger Spiegel.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu