Derfor ringer politiet nu på dørklokker

11. oktober 2017 15:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Tager hjem til skyldnere og anholder dem - og sender dem i Fogedretten.

Derfor ringer politiet nu på dørklokker
Det er dog ikke alle, der skal frygte, hvis politiet en dag skulle ringe på - kun dem, der skylder penge.

Nordsjællands politi vil fra den kommende uge og frem til og med uge 46 tage ud og afhente borgere i Helsingør, Fredensborg og Hørsholm kommuner, der er eftersøgt til fogedretten.

Disse borgere har fået flere påmindelser fra både fogedret og politi om, at de har et udestående, som de selv har kunnet klare ved at rette henvendelse til fogedretten i Helsingør.

Af den grund er det besluttet at Nordsjællands Politi i den kommende tid, vil hjælpe disse borgere med at få disse mellemværende ud af verden. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

– Vi vil komme ud til skyldnerne, anholde dem og følge dem i fogedretten. Afhentningerne vil ske både på bopælen, på arbejdspladserne eller hvor vi ellers træffer dem. Vi kan derfor kun opfordre borgere, der har et udestående med fogedretten, om selv at få klaret dette, hvis de vil undgå at få besøg af politiet med hvad deraf følger, oplyser politikommissær Henrik Sejer i pressemeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu