Derfor satte Cancellara næsten fartrekord

8. april 2013 14:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Derfor satte Cancellara næsten fartrekord
Billede mangler

Ikke siden 1964 er cykelløbet Paris-Roubaix blevet kørt så stærkt. Dengang vandt hollandske Peter Post med en gennemsnitsfart på 45,129 km/t. En fartrekord der den dag i dag stadig står som løbsmonumentets hurtigste.

Søndag kom Fabian Cancellaras vindertid uhyggeligt tæt på den 54 år gamle rekord. Da den schweiziske brostensbaron trampede over stregen på velodromen i Roubaix, var gennemsnitsfarten på 44,19 km/t.

Peter Post blev den første hollænder, der vandt ‘en forårsdag i helvede’, som løbet bliver kaldt. Han indrømmede året efter i forbindelse med Tour de France et systematisk doping-misbrug. Hverken i 70’erne, 80’erne, 90’erne eller begyndelsen af dette årtusinde, hvor dopingen var en altid tilstedeværende medspiller i felterne, var rytterne i nærheden af farten i 2013. Nutidens cykelsport bliver ellers kaldt for den reneste længe.

De hårde facts og den svimlende fart har fået doping-alarmerne til at ringe. Men det er der ingen grund til, lyder det fra Michael Rasmussen, der forklarer, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem doping og fart i den slags endagsløb.

– Det behøver ikke betyde doping i den slags løb. Men hvis de begynder at køre Tour de France med et snit på 44 km/t, så ville jeg også rynke på næsen. Det er et langt løb, hvor man kører rundt på landkortet, og de forskellige forhold udligner sig undervejs og påvirker den samlede fart. Den samme konklusion er svært at drage i Paris-Roubaix, som går i en lige linje fra syd til nord, siger Michael Rasmussen, der nu afsoner karantæne efter at have indrømmet et længerevarende dopingmisbrug.

Ifølge ham kan søndagens rekordtid forklares med gunstige vejrforhold.

– Paris-Roubaix er altid et meget specielt løb. Vejret for eksempel betyder utrolig meget. Så vidt jeg kunne se, havde de i år ret fine betingelser at køre i. For eksempel spiller vinden en stor rolle, når man som her kører fra A til B. Jeg kender ikke vindretningen, men den gør en rasende stor forskel, når de er over 260 km. Samtidig betyder underlaget utrolig meget, altså om det er tørt eller vådt og fedtet. I går havde de gode forhold, og det kan forklare tiden, lyder det fra Rasmussen.

Ifølge vejrudsigten nød løbet godt af en let brise fra nord-øst. På en cykel bliver den vindretning oplevet som mere mod- end medvind. Til gengæld var underlaget noget nær perfekt, lyder vidneudsagnet fra Lotto-Belisols dansker, Lars Bak.

– Samtidig betød de tørre veje, at underlaget må betegnes som ret hurtigt, fordi brostenene ikke var glatte. Da jeg stod af efter Arenberg-skoven, stod min gennemsnitsfart på 48 km/t, siger Lars Bak, der kan fortælle om et meget hårdt kørt løb.

– Jeg tror grunden til det meget hurtige Paris-Roubaix var, at der blev kørt meget aggressivt fra start. Det gik ligesom aldrig i stå og da der kom et morgenudbrud af sted, sad der hold, som ikke havde fået en mand med og bankede tempoet i vejret konstant.

Netop cykelløbets karakter er en stor del af forklaringen, lyder tolkningen fra Michael Skelde, sportslig ansvarlig på det succesrige danske kontinentalhold, Team Cult Energy. Ifølge ham bliver der i dag kørt cykelløb på en helt ny måde.

– Cyklingen har udviklet sig til at blive mere ustruktureret. Der er mindre respekt for stjernerne og der bliver brugt mere energi i løbene. For år tilbage var der meget sådan, at der blev kørt stærkt de første cirka 50 km, indtil udbruddet slap væk.

Derefter faldt farten kraftigt, der blev lavet fælles tissepauser og udbryderne tilpassede deres fart til feltets, der til gengæld lod dem være i fred, indtil finalen nærmere sig, forklarer han.

– Der har sporten taget en drejning, så der i dag ikke er så meget styring i det professionelle felt, som der har været. Det er i mine øjne en positiv udvikling, der signalerer, at der ikke er hold, der er så knusende stærke, så de kan diktere, hvordan der skal køres, hvornår der er pause og så videre. I dag er der meget mere aktivitet tidligere, alle forsøger at angribe, og der er mindre respekt for stjernerne. Tiden er ved at blive skruet tilbage til år nul. Der bliver flere og flere ryttere med åbne roller og færre hold, der kun kører for en rytter, siger Michael Skelde.

Trods søndagens tangering af fartrekorden tror han på, at moderne cykelsport ganske rigtigt er blevet renere.

– I min verden har cyklingen ændret sig i en mere positiv retning nu. Man kan se det ved, at de unge ryttere kan gøre sig gældende på enkeltstarterne. De har ikke den samme doping-tradition med i bagagen. Det signalerer, at feltet er blevet meget renere, pointerer Cult Energy-chefen.

Den langsomste Paris-Roubaix blev kørt i 1919. Dengang var gennemsnitsfarten 22,857 km/t.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu