Derfor skændtes Laudrups spillere

24. februar 2013 19:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Derfor skændtes Laudrups spillere
Billede mangler

Det var ikke billedet på udstrakt holdånd og godt kammeratskab, da Swansea-spillerne Nathan Dyer og Jonathan de Guzman åbenlyst var stærkt uenige om eksekveringen af et straffespark i Capital One Cup-finalen mod Bradford.

 

Komfortabelt foran 3-0 insisterede Nathan Dyer på chancen for at score et hattrick, men det ville Jonathan de Guzman ikke acceptere, og de to spillere var i en flere minutter lang diskussion, som til sidst krævede indgriben fra holdets spanske topscorer Michu.

De Guzman er holdets normale straffesparksskytte, og selv om Bradfords målmand Matt Duke havde fældet netop den canadisk fødte hollænder, afskrækkede det ikke den elegante midtbanedirigent fra selv at tage skuddet fra 11 meter pletten og bringe Laudrup og kompagni foran 4-0.

Selv indrømmede Nathan Dyer til BBC umiddelbart efter dommerens slutfløjt, at han havde udset sig en plads i historiebøgerne og derfor gik så hårdt efter at komme til frit skud fra straffesparkspletten.

– Swansea er kommet så langt både som by og som klub. Spillerne har også arbejdet hårdt for det, og jeg ville gerne score et hattrick på en så historisk dag, men sådan skulle det ikke være, lød forklaringen fra Nathan Dyer.

Vanen tro var Michael Laudrup ikke selv at se som ambassadør, da temperamentet begyndte at koge inde på banen. men den danske succes-manager reagerede ikke længe efter ved at skifte Nathan Dyer ud og give ham en krammer for en godkendt indsats, der efter alt at dømme mildnede offensivspillerens sind.

Swansea vandt i øvrigt kampen med hele 5-0 efter en overbevisende præstation mod Bradford, som normalt frister en tilværelse i den fjerdebedste række i England. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu