Derfor vender S på en spin-tallerken

15. december 2011 12:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Derfor vender S på en spin-tallerken
Billede mangler

Det støtter vi ikke.
Sådan var holdningen hos Socialdemokraterne i går til spørgsmålet at sætte gang i en ny undersøgelse af spindoktorer.
Men nattesøvnen har tilsyneladende haft en holdningsbearbejdende funktion blandt medlemmerne i regeringspartiet.
Socialdemokraterne har netop stemt for at sætte gang i en ny undersøgelse.
Men det er den tidligere regerings spin-kvaler, der vækker undersøgelsesglæden hos Socialdemokraterne.
“Det er ikke de nuværende regler, der er et problem. Det er de sager, som er kommet frem i de sidste par uger med partiet Venstre og deres ministres spindoktorers embedsførelse, der er problemet,” siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, til Newspaq.
Enhedslisten meldte tidligere i dag ud, at man ville støtte en ny undersøgelse, hvis Venstre stemte for.
Men det er ikke det parlamentariske puslespil, der får Socialdemokraterne til at vende på en tallerken, siger Magnus Heunicke.
“Vi ønsker bred opbakning til de regler, som demokratiet skal fungere under. De nuværende regler er fra 2004 og er blevet blåstemplet af Rigrevisionen. De er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, det er samme situation nu,” siger ordføreren.
VK-regeringeh havde 18 spindoktorer på lønningslisten. Antallet af lønsedler til spinfolk er vokset gevaldigt under den nye regering, men det er ikke årsagen til at Socialdemokraterne har lavet en kovending.
“Beslutningen bunder i at der har været problemer i tidligere Venstre-ministres spinfolks embedsførelse. Om der er sket noget ulovligt må politiet afgøre, men det har intet at gøre med den nuværende regering,” siger Magnus Heunicke.
Den nuværende regering har ansat 27 spindoktorer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu