Desertører presser regeringen i Eritrea

21. januar 2013 17:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Desertører presser regeringen i Eritrea
Billede mangler

Politiske fanger skal løslades, lyder kravet fra omkring 200 desertører, som mandag omringede et ministerium i Eritreas hovedstad.

 

Ifølge nyhedsbureauet har soldaterne ikke meddelt, hvorvidt der er tale om et kupforsøg. Eritrea, der er en af verdens yngste nationer og et af verdens fattigste lande, ledes af den i dag 66-årige Isaias Afewerki.

Desertørerne har angiveligt tvunget en direktør på en statslig TV-station til at præsentere deres krav til regeringen.

– Soldaterne har tvunget ham til at tale på stats-TV. Han (direktøren, red.) er blevet tvunget til at sige, at den eritreiske regering skal løslade alle politiske fanger, siger en diplomatisk kilde, der ønsker at være anonym, til Reuters.

FN anslog i 2012, at mellem 5.000 til 10.000 politiske fanger tilbageholdes i den lille republik ved Afrikas Horn, som efter Anden Verdenskrig blev indlemmet i Etiopien og først efter næsten 40 års udmarvende befrielseskrig blev selvstændigt i 1993. Menneskeretsgrupper har ved flere lejligheder kritiseret regeringen i Eritrea for at tillade tortur og henrettelser.

Ifølge oppositionsaktivister, der er flygtet fra Eritrea til Etiopien, er der en stor fraktion i det eritreiske miltær, som er utilfredse med, at regeringen ikke gør noget ved landets ødelagte økonomi.

FNs Sikkerhedsråd indførte i 2009 et handelsforbud over for Eritrea, da der var frygt for, at Isaias Afewerkis regering finansierede og bevæbnede terror- og oprørsgruppen al-Shabaab i Somalia.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu