Det bekymrer nye chefer sig om

28. februar 2012 12:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Det bekymrer nye chefer sig om
Billede mangler

Opgaverne hober sig op, beslutningerne er ubehagelige og forholdet til kollegerne er blevet mindre varmt og åbent.
Sådan lyder nogle af de bekymringer, som nybagte chefer i HK/Privat tumler med.
Det viser en webbaseret undersøgelse blandt 1.302 medlemmer af HK/Privat, hvoraf 142 har svaret, at de er “lønmodtagere med ledelsesmæssige beføjelser”, som Epinion har foretaget for fagforbundet.
Seks ud af ti mellemledere har først været den slagne vej som almindelig medarbejdere igennem, før de har fået titel og nyt skrivebord.
Men med forfremmelsen følger også en stor del af de arbejdsopgaver, de havde i deres tidligere stilling.
31 procent af de adspurgte betegner det som deres væsentligste udfordring, at de har for mange opgaver.
“Det er utroligt, at ledelsesindsatsen underprioriteres i en krisetid, hvor virksomhederne i den grad har brug for god ledelse. Det er en dårlig idé at dynge lederen til i almindelige arbejdsopgaver – her er et område, hvor topledelsen bør foretage ændringer,” siger Christoffer Marckmann, faglig
konsulent i HK/Privat.
Ved siden af de mange opgaver, føler 22 procent, at det er svært at tage eller udføre ubehagelige beslutninger. 21 procent oplever det problematisk at stå alene med ansvaret.
“Det er en stor udfordring at gå fra at være medarbejder til at blive leder, fordi forholdet til kollegerne forandres. Derfor er det vigtigt at anerkende ledelse som et selvstændigt fag og sikre, at de nye ledere får ledelseskompetencer igennem uddannelse sammen med forfremmelsen,” siger Christoffer Marckmann.
Den statistiske usikkerhed i forhold til de 142 respondenter er 8,2 procent. Ses der på undersøgelsen med 1.302 responder som helhed er den statistiske usikkerhed 2,6 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu